Category Archives: Tanketomgang

Øl-karma

Dette er en lille sandfærdig historie der vil udstille mig som et middeldårligt menneske, som får en lærestreg til sidst.

Det er en almindelig hverdagsaften og jeg skal om til en veninde og vende verdenssituationen over en dåseøl og et stop vandpibe. Fakta skal hjælpe mig med første del: skaffe øl. Samme Fakta har Fuglsang på dåse på tilbud, sådan et par stykker skal jeg da have. Men her sker det der ofte sker når man prøver at balancere med for mange ting på én gang: En af dåserne glider mig af hænde på vej op mod kassen. Den falder gennem luften, rammer gulvet et par gange, hopper, danser, ruller, triller og lægger sig pænt til rette. Men sådan en rystet øl vil jeg da ikke have, så den ryger retur til hylden.

Et par kilometer senere, udenfor en blok i Nordvest, fumler jeg med min taske, og en Fuglsang ser sit snit. Den falder gennem luften, rammer asfalten et par gange, hopper, danser, ruller, triller og giver sig hidsigt til at sprøjte gylden væske ud gennem de af asfalten tilføjede sår og huller.

Moralen må være at frem og tilbage er lige langt, og at der er nogen der kigger, når jeg indirekte ryster andre folks øl!

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Filosofiske smuler, Tanketomgang

Første gang

Der er en første gang med alting. Og i dag har jeg kørt en bil gennem København for første gang.  En fremmed bil. I myldretiden. Og parallelparkeret på Vesterbro. Med to passagerer, som begge var bedre og mere erfarne billister end jeg. Det var lidt crazy. Og nu står det her, sort på hvidt, så kan jeg måske holde op med at tale om det til Jesper… 🙂

8 kommentarer

Filed under København, Omverden, Tanketomgang, Trafik

Dagens jubelord II

Nemlighed

Fundet herAfskaf provinsen, den nyeste tilføjelse i min rss-læser (skarpe observationer, skarpt sprog, egne kommaregler – hermed anbefalet!).

Nemlighed er lidt i familie med skråsikkerhed, og illustreres meget godt med et Pia Kjærsgaard-citat: ”Jeg er ligeglad med hvad billederne viser. Jeg har min opfattelse af hvad der skete og det er godt nok for mig.”* Det giver også allusioner til Platons hulelignelse “bare skygger på væggen, siger du? Fis – det er den ægte vare, jeg har selv set det!” Nemlighed er altså når man er så sikker på at have ret, at sandheden bliver sådan jævn irrelevant, nogle gange fordi den er for kompliceret at sætte sig ind i, andre gange fordi den ikke lige passer så godt til den pointe man ønsker en stor, fed streg under.

Jeg spekulerer på om ikke nemlighed er en slags ond tvilling til doxa (som bruges af bla. Platon i betydningen ‘praktisk viden’, modsat teoretisk-rationel viden eller ‘episteme’ (for Platon ‘rigtig’ erkendelse)). Filosofferne og de hardcore (natur)videnskabsmænd arbejder med episteme, de eviggyldige og uimodsigelige sandheder. Men den slags kan være lidt langsommeligt at nå frem til (hvad er meningen med livet? Findes Gud? Er tyngdekraften absolut?). Derfor nøjes vi retorikere og de fleste andre mennesker med doxa – det vi regner med, det som er tilfældet og praxis nu og her og så videre.

Nemlighed er doxa, som ophøjes til episteme. Oui?

*Fra den der hændelse med de der SFU-ere som så viste sig at være SUF-ere

2 kommentarer

Filed under Meta, Ordperler, Retorik, Tanketomgang

Sidste runde konfirmationsturne

I denne omgang. Jeg mener faktisk slet ikke der er nogen næste år! Hvad skal man da så få foråret til at gå med? Well, det var nærmere sommer i Jylland i weekenden. Jeg blev rød på nakken. Rapsmarkerne var lige så gule som himlen var blå, landmændene var i fuld gang med at pløje det nyspredte møg ned. Overalt vrimlede det frem med liv, to lam og et lillebitte føl blev det til bare i løbet af weekenden! Og en hærskare af fluer der pludselig dukkede op out of nowhere natten mellem lørdag og søndag – hvor var de dog slet ikke savnet. Så var der grill, på et ordentligt svin af en weberkugle. Død gris og ko, og jeg kan igen konstatere at jeg er blevet gammel og vissen, og ikke længere kan holde til en hel weeked hvor alt cirkler om mad (læs: kød & kage).

Derudover var der skumfiduser – sprøde udenpå og hothot indeni.

Og kødkvæg på græs.

2 kommentarer

Filed under Omverden, Tanketomgang, Vejret

Erlend Loe + det løse

Igen skete det. En god uges tørke på bloggen her, og et deraf følgende indlæg uden nogen egentlig mening. Mest for at holde mig i gang og signalere at her stadig er en smule liv. Hvad er det ellers sket? Jeg har haft forrygende travlt med en hel del ustyrligt kedelige ting – heldigvis med interessante islæt. Jeg har været i oplæring som postomdeler. Trådt i en dampende frisk og cremet hundelort (med begge fødder- bor du på Guldbergsgade, undskylder jeg den ubehagelige lugt på din dørmåtte). Passeret de 80 venner på facebook (som jeg stadig ikke helt kan greje brugsværdien af), bagt en god kage og cyklet i regnvejr.

Så har jeg læst to bøger af Erlend Loe – det hører til de gode oplevelser. Jeg har haft lyst til at læse noget af ham siden jeg, på vej hjem fra Jylland, sad over for en fyr i toget som læste Volvo Lastvagnar og flere gange var færdig af grin over bogen. Det er som regel et godt tegn. Og det var også opløftende læseoplevelser begge to. Jeg kunne dog bedst lide 1-eren, Doppler. Her møder vi den badeværelsesrenoverende, hårdtarbejdende familiefar Andreas Doppler, der pludselig under og efter et cykelstyrt i en skov, indser at han er alt for flink & kompetent, og derudover heller ikke bryder sig om mennesker i al almindelighed – og derfor bliver han nødt til at flytte ud i skoven og leve som jæger & samler. Og det gør han så.

Styrken ved bogen er Loes legende, ukomplicerede sprog og hans skarpe udstillen af tomheden i den evindelige diskussion om hvilke kakler/blandingsbatterier/lokummer der skal op på badeværelset – noget, som for de fleste moderne mennesker svarer til Kierkegaards spring ud på de 70.000 favne og kan tage mange, mange uger at beslutte. Han får mig til at se at det også bor i mig (det var jeg nu godt klar over og frastødt af i forvejen). Men det fede er, at han også får mig til at grine af det.

Hvad Doppler oplever der ude i skoven sammen med elge, højrefløjshundeluftere, brugsuddelere og andet godtfolk, må du da virkelig selv læse dig til. Kom nu i gang.

Citat:

“…Eller Teletubbierne. Oh skræk, oh rædsel. Disse, undskyld mig, forbandede pseudonuttede figurer, der efter sigende skal være udviklet af britiske psykologer for at tilfredsstille små børns uransalige impulser og nysgerrighed. Det virker som ind i helvede, hvis man er to år, men for alle andre er det afstumpende. Tinky! Winky! Dipsy! Laa-Laa! Po! Teletubbies. Teletubbies. Sig HAL-LO! Man får lyst til at give dem en tur i kompostkværnen.”

Bonuscitat:

“Løgn er et glimrende virkemiddel, som mange bruger alt for sjældent. Det er utrolig effektivt. Man siger én ting og mener en helt anden. Fantastisk. “

7 kommentarer

Filed under Bøger, Navlepilleri, Tanketomgang

De halve timer

Hov – der gik den dag, og hvad fik jeg lige lavet?

Et af de emner der ofte var oppe at vende på teammøder da jeg arbejdede i KFS, var tidsstyring. Det er vist meget naturligt i et job hvor du aflønnes for 37 timer ugentligt men selv skal tilrettelægge og holde hus med disse timer. Det er ikke altid nemt, hvis man er indrettet som jeg er det.

Der går i hvert fald ofte overspringshandling og deraf følgende bondeanger og dårlig samvittighed i den, når jeg af og til bestemmer mig for at få noget fra hånden – sådan for alvor.

I går aftes til et bestyrelsesmøde kom emnet også op at vende, dog i en anden sammenhæng. Vores formand Mads havde engang læst et interview med en eller anden produktiv gammel mand som havde opnået en hel del i sit liv. Da journalisten spurgte ham hvordan han dog bar sig ad med at få lavet så meget svarede han som følger:

Det er altsammen et spørgsmål om at tage vare på sine halve timer

Jeg lå og spekulerede lidt på det i nat, og kom frem til at gubben altså har fat i noget. Dagen er bygget op af en stor, men alligevel overkommelig mængde af halve timer. Jeg plejer at snooze mit vækkeur en halv time hver morgen selv om jeg egentlig burde stå op. Når jeg liiige skal tjekke mail ender det oftest med (mindst) en halv time foran computeren (og jeg tjekker mail MANGE gange om dagen). Min 10 minutters morfar på sofaen ender på… Ja, gæt selv.

Sådan kunne jeg blive ved med at lave lister. Men min pointe er ikke, at der i sig selv er noget galt med at snooze, surfe eller tage en lur. Jeg vil bare gerne blive bedre til at være bevidst om hvornår jeg gør det, og hvor mange af mine dyre halve timer jeg bruger på ‘hovsa’ – uden egentlig at ville det.

Nogle gode ideer til hvordan?

9 kommentarer

Filed under Filosofiske smuler, Omverden, Tanketomgang

10 positive?

Jeg er egentlig stærk modstander af alt, hvad der lugter af kædebreve – men siden det er første gang jeg nogensinde er blevet tagget, efterkommer jeg Louises opfordring og ser om jeg kan finde 10 positive ting ved min egen person. Here goes:

  1. Jeg er god til at organisere og planlægge ting.
  2. Jeg har, mit køn taget i betragtning, en skidegod humor.
  3. Jeg vil gerne gøre gode ting for mennesker jeg holder af.
  4. … Og hjælpe resten af verden, hvis den skulle have brug for det.
  5. Jeg er intelligent.
  6. Jeg er ok bevidst om mine svage sider.
  7. Jeg er så ansvarlig at det grænser til det sygelige.
  8. Jeg bagtaler meget lidt, og prøver at gøre det endnu mindre.
  9. Jeg er en god værtinde – der er altid noget til kaffen og en kold i køleskabet!
  10. Jeg er i stand til at se op til rigtig mange sider af en sag.

Jow, det var da en sjov øvelse man nok burde praktisere oftere. Men hvor har Louise dog ret, når hun påpeger, at vores gode sider også er vores akilleshæl. For hvis man lige twister listen og ser på glasset som halvtomt i stedet for halvfuldt er jeg en overansvarlig, konfliktsky kontrolfreak der griner af sine egne jokes, ikke kan tage et standpunkt, aldrig bruger ordet nej og tror at folk kun kan lide mig hvis jeg gør ting for dem. Charmerende… 😉

(En del af legen er vel at jeg nu skal tagge andre bloggere – men eftersom jeg er imod kædebreve, vælger jeg at lade være… Enhver som skulle få lyst til frivilligt at skrive ’10 positive’ er selvfølgelig velkommen)

18 kommentarer

Filed under eller noget..., Finurligheder, Navlepilleri, Tanketomgang