Category Archives: Ligegyldigheder

Om at sortere bøger

Når man er studerende har man god tid til at sortere sine bøger på forskellig vis – eller, det i hvert fald en på alle måder glimrende overspringshandling. Og er man gift med en biblioteksskolestuderende er en art refleksion over sorteringen vel næsten påkrævet.

Farveorden er prøvet, det var ikke et hit – højdeforskellen bliver for markant, til forskel fra cd’er hvor det faktisk ser ret tjekket ud. Det var dengang man havde sine cd’er stående fremme, forståes. Vores samling er stadig ikke helt stor nok til at en alfabetisk sortering helt giver mening, og det bliver også sådan en forvirrende blanding af skøn- og faglitteratur. Den sidste tid har en del af vores bøger været sorteret i isbn-nummerorden som direkte følge af @Gyldendals ugentlige isbn-bingo. Det er en nyttig sortering der har tjent til at udvide samlingen, men det er stadig ikke optimalt mere end den ene gang om ugen.

Efter en del flytninger fra den ene fremleje til den anden kan jeg konstatere at det i praksis ofte ender ud med en lokal sortering: Pæne, tjekkede bøger på hylder i stuen (forreste hyldelag), mindre pæne og kiksede bøger i andet hyldelag. Coffee-table-bøger og magasiner en armslængde fra sofaen, og i den store rumdeler gemt væk i soveværelset ringbind, kompendier, studiebøger og de virkelig nørdede eller slidte bøger (Troldepus, f.eks.).

Har vi flere værker af den samme forfatter står de selvfølgelig sammen, men vi skelner i udgangspunktet ikke mellem fag- og skønlitteratur. Alligevel er det overraskende hvor nemt det er at huske om en bestemt bog står i kategorien “forreste hylde, pæn hardback-skønlitteratur” eller “bagerst i rumdeleren, småpinlig selvhjælp.” Det er i længden nok heller ikke nogen holdbar sortering hvis vi bliver ved med at få flere bøger end vi skiller os af med, men lige nu fungerer det.

Reklamer

9 kommentarer

Filed under Bøger, Ligegyldigheder, Meta

Og tilbage til arbejdet

Øj, nu er det eksamenstid. Det betyder at internettet trækker. Skyerne er også spændende at kigge på, og trafikken udenfor vinduet, javel – men jeg undrer mig hvert år i januar og maj over hvor uhyggelig meget min lyst til at opstøve og kaste mig ud i ligegyldige debatter på blogs og foraer stiger. Eller, de er jo ikke ligegyldige – der er folk derude som tager fejl!

Skriv en kommentar

Filed under Internet, Ligegyldigheder, Navlepilleri, Retorik

Kloset-kunst

Eller poesi, eller bare lidt sjov når man alligevel sidder og ikke har andet at lave end at skrive sms’er. Og der er meget af det ude på gamle KUA.

dsc00943

dsc00944

2 kommentarer

Filed under Ligegyldigheder, Omverden

Døm selv

Er man ved at blive uigenkaldeligt voksen når man, inden for de seneste 14 måneder:

  • Er stoppet med at ryge, og slet ikke savner det
  • Er begyndt at bruge tandtråd
  • Er smadret hele søndag, og mandag med, hvis både fredag og lørdag er blevet senere end 23.30
  • Synes at madplaner er supersmart
  • Synes at rengøringsplaner er supersmart
  • Synes at kassebukser er totalt 90’er og ikke særlig smart
  • Skærer ned på kaffen
  • Begyndt at drikke te. Myntete.
  • Begyndt at synes at det der økologi da egentlig er en god idé
  • Vædder med sine venner om hvem af de andre venner der først begynder at yngle
  • Undrer sig over “ungdommen idag”
  • Synes det er lidt spild af formiddag at sove længe
  • Pludselig skal lede med lys og lygte efter venner at tage i teatret med på Reumert-billetter
  • Synes at 30 år da ikke er særlig gammelt – overhovedet
  • Laver sådan nogle lister her og konkluderer at nu skal der ske noget vildt
  • Og kan ikke helt komme i tanke om hvad det skulle være, og forresten venter man også opkald fra bankrådgiveren og skal ned og hente vasketøj i tørretumbleren så det må vist blive en anden dag.

?

16 kommentarer

Filed under Ligegyldigheder, Navlepilleri, Undren

Stormland, Hallgrimur Helgason

Det er længe siden der sidst er sket noget på bogfronten. Jeg har læst, men ikke rigtigt gidet skrive… Men nu føler jeg mig forpligtet til det, for jeg vil gerne komme med en advarsel: Tro ikke på hvad Gyldendal skriver, tro ikke på alle de fine anmeldelser, lad dig ikke narre af den kommende filmatisering, kort sagt: Hold dig fra Stormland!

Det var endnu et bogklubs-hovsa, og den har taget ueeendelig lang tid at læse. Vi snakker plus én måned, det er meget i min verden, flere bøger nåede sideløbende at overhale indenom. 

Måske er det oversætterens lidt middelmådige præstation, min egen uvidenhed om islandsk kultur og mentalitet, mit manglende kendskab til den højtyske kultur- og filosofiskat (Goethe, Nietszhe og de andre drenge) som hovedpersonen er stor, stor fan af, måske var det bare at hovedepersonen hed noget så kækt som “Bøddi”, der gjorde det.
Måske var det fordi jeg sideløbende læste Rushdie, og så kan Politiken skrive nok så meget om “Stormland er skrevet med sproglig vildskab, krasse ordfarver og en ond vitalitet, som står op fra siderne som sorte knytnæver og små pistolskud”  men det når ikke ham den grimme brite/inder til knæene!

Jeg tror der er noget uforløst potentiale i Helgason, men måske mestrer han ikke helt formen endnu, måske mener han det ikke nok når han skriver nedladende om det moderne menneske som “colakvæg” (men i øvrigt et meget grineren ord!). For vil man skrive kulturkritisk, så har man immervæk bare at mene det! Ellers kommer det nok til at lyde lige så hult som bogen her, og virke lige så fremmed og akavet som hovedpersonen.

Jo jo, den havde da sine øjeblikke, det er ikke skidt alt sammen. Men livet i almindelighed og læseferien i særdeleshed er bare for kort til middelmådige bøger. Weiter gehen!

8 kommentarer

Filed under Bøger, Ligegyldigheder

En lille gåde:

Der var engang tre mænd – lad os kalde dem Kasper, Jesper og Jonathan. De fik lyst til et godt glas vin, og gik derfor ned til deres lokale vinhandler for at se hvad han havde. De bestemte sig for en net lille Merlot til 30 kr. Kasper gav en 10’er, Jesper gav en 10’er og Jonathan gav en 10’er. Og så gik de hjemad.Men inde i butikken opdagede ekspedienten pludselig, at den vin han lige havde solgt var på tilbud til 25 kr! Hurtigt sendte han budet (lad os kalde ham Knud) ud af døren med 5 kr til de tre mænd, som gik lidt længere nede ad gaden.Knud indhentede Kasper, Jesper og Jonathan og gav dem hver én krone. Men Knud var en slambert, og beholdt selv de sidste 2 kroner! Nu havde Kasper, Jesper og Jonathan betalt 9 kroner hver for deres Merlot.3×9 er 27, Knud beholdt 2 kroner for sig selv.Hvor blev den sidste krone af?

32 kommentarer

Filed under Ligegyldigheder

Om skønhed, Zadie Smith

Der er de bøger, der giver dig rande under øjnene af mangel på nattesøvn, og nervøse trækninger når de er uden for rækkevidde. Zadie Smiths ‘Om skønhed’ er ikke en af de bøger. Så er det sagt, og lad os så komme i gang med at brokke. 

Som lunkent medlem af Samlerens bogklub, får man indimellem en lille huskekage i form af en månedens bog der ikke lige blev afbestilt (som følge af Postdanmarks inkompetence og uvilje mod at levere det blad, der fortæller mig at det er tid til at afbestille!). Om Skønhed var en sådan huskekage – den dumpede helt tilfældigt ned fra himlen med vedlagt girokort, og så kan man jo lige så godt læse den.

Bogens omdrejningspunkt er en længere fejde mellem to førende Rembrandt-forskere, en konservativ-religiøs og en venstreorienteret-liberal. Sidstnævnte, Howard, er gift med, elsker (og bedrager hyppigt) Kiki, en sort big-mama fra Florida. Sammen har de tre vældig identitetsforvirrede børn, der lidenskabeligt dyrker hhv religion, intellektuelt snobberi og gangsta’-attiduden. En råkold vinterdag flytter rivalen og hans familie (inklusiv småskør kone og lækker datter) til byen, og får ansættelse på det samme universitet. Og, som de ville sige i DSS: Det udvikler sig HØJdramatisk….  

Eller nej, det gør det ikke. For hvad der måske egentlig kunne være blevet en spændende fortælling om jalousi, panikalder, intellektuel arrogance og raceskel drukner i stedet i en halvsløj oversættelse (der især bliver direkte tåkrummende når ‘de unge sorte’ fyrer den af med gansterslag – Yo Bro!), ligegyldige personbeskrivelser og et utal af løse ender. Faktum er i hvert fald, at jeg både undervejs og nu, efter endt læsning, er bedøvende ligeglad med om Kiki gik fra Howard eller ej, og om deres (irriterende) børn nu fandt ud af om de ville være sorte eller hvide.

Er der andre der har læst den, som kan komme med nogle formildende bemærkninger? Jeg har hørt at hendes debutroman, ‘Hvide tænder’ skulle være noget bedre…

2 kommentarer

Filed under Bøger, Ligegyldigheder