Category Archives: Dough

Kære krop…

Jeg synes egentlig selv jeg behandler dig ok. Jeg sørger for at du hverken har det for varmt eller for koldt. Jeg holder dig ren og præsentabel. Jeg prøver at tænke positive tanker om dig. Jeg er holdt op med at fylde dig med røg. Du får søvn og hvile i rigelige mængder.

Det var jo for din egen skyld jeg tog dig med i fitnessworld i eftermiddags. Det skulle være så sundt, og jeg håbede at vi rigtig kunne have det sjovt sammen. Jeg synes også det startede så godt. Vores samarbejde var måske ikke helt i top, men du gjorde hvad du kunne og lidt til, det synes jeg er flot.

Så jeg vil bare gerne vide, kære legeme: hvorfor du hader mig sådan nu – hvad har jeg gjort for at fortjene denne smerte? Jeg troede da vi var pals…

6 kommentarer

Filed under Dough, Ligegyldigheder, Navlepilleri

Husk det nu!

Det er mors dag i morgen!

Efter en halvpanisk række opkald til diverse søskende som enten havde købt gave på egen hånd, eller var i sommerhus på Lars Tyndskids Pløjemark og desværre ikke kunne arrangere noget, var der heldigvis en søster som forbarmede sig. Så er den i vinkel.

Så husk det nu, ring til interflora – ellers er gode dyr rådne!

4 kommentarer

Filed under Dough

Pressss

Blandt mange mennesker på min alder og ca 10 år fremad og bagud hersker der en udbredt misforståelse som hedder ‘Jeg arbejder bedst under pres’

Den opstod vist den gang i folkeskolen, på efterskolen og til dels i gymnasiet, hvor man var herrecool, hvis man sammen med fysikrapporten kunne fremvise nogle seriøse rande under øjnene og hæst hviske at ‘jeg blev færdig klokken 5 i morges’ Så var man en gambler, en værre en, en som hellere ville hænge med vennerne end lave fysikrapport og satte de vigtigste ting først.
Den holdt måske på efterskolen, men jeg vil vove at påstå, at de dage er ovre, hvor man fik respekt ved at aflevere et andenrangsprodukt med rande under øjnene og et ‘værsågod, der er måske lidt tastefejl og kaffepletter, og måske virker det som venstrehåndsarbejde skrevet på den forkerte side af midnat, men hey – jeg arbejder jo bedst under pres!’

Jeg er selv en af dem som har slidt den kliche tynd og hårløs ved at sidde oppe nat efter nat, vel vidende at når solen står op, er det afleveringstid og det produkt der ligger foran mig er, sagt på en pæn måde, en gang lort.
Alligevel har jeg udskudt og syltet og undskyldt og ignoreret og glemt den her ting jeg nu skulle have lavet, ud i det absurde til der ikke er nogen vej udenom og tiden er så knap at jeg må leve af kaffe og sondemad et par dage og glemme at jeg har et socialt liv.
Og på trods af den tydeligt ubehagelige måde at arbejde på – det er hverken godt for legeme eller sjæl – falder jeg igen og igen for fristelsen til at udsætte til i morgen hvad jeg sagtens kunne være begyndt på i dag, for ‘jeg arbejder jo bedst under pres’

Bilder jeg mig ind.

Hvem skal fri mig for denne lodrette løgn? Hvordan kan et nogenlunde normalbegavet menneske seriøst tro at en eller anden luftig men genial inspiration skal melde sin ankomst mellen 48 og 8 timer før deadline og sørge for at ugers ignorance forvandles til et blændende vid som sagtens kan lave omfattende reseach, rationel udvælgelse af materiale, korrektur og alt det andet. Hvordan kan jeg tro det? Og hvorfor falder jeg i, gang på gang?

Edit: Ovenstående står stadig ved magt, selvom jeg just opdager at afteveringsfristen ligger en uge senere end jeg troede …!

9 kommentarer

Filed under Arrgh, Bøvl, Dough, Navlepilleri, Retorik

Justering tiltrængt

Jeg tror den nyindkøbte cykelhjem strammer de helt forkerte steder om mit kranium.

Pludselig virker det som en vildt god idé lige at gøre noget ved den vinterblege kulør, så yours truley gør holdt foran det nærmeste solarie (som skilter med ‘nye rør’), smider en 20’er i maskinen og lægger sig i toasteren i 8 minutter.

Resultatet? Smerte, siger jeg – smerte. Rødt, rødt, rødt. Som det pigment i mit hår, der fortæller mig at jeg ikke er gode venner med solen. Som den advarselslampe, der burde ha blinket inde i mit hovede og fortalt mig at det her er en meget, meget dårlig idé.

Jeg undskylder for dette indlæg, der nok tenderer den chick-lit-stil jeg ellers af al magt forsøger at undgå. Men det gør så ondt i min hud, jeg er alene hjemme og trænger desperat til ynk!

13 kommentarer

Filed under Arrgh, Dough, Navlepilleri