Chat-etikette (og sms?)

Jeg har de sidste par dage funderet lidt over min og andres brug af short-message kommunikationsformer som chat og sms.  Jeg er en kvinde. Jeg har tendens til at overfortolke og læse ting ind i udsagn, som slet ikke er der og aldrig har været der. Jeg kan bruge ulækkert lang tid på at spekulere over, om et kortfattet “okay” eller den manglende smiley efter “…” mon betyder, at jeg har sagt noget dumt i forgående besked. Og den slags er helt normalt for nogle (jo det er!) – og andre synes det er dybt åndssvagt. 

Forklaringen på min misforståenhed og andres uforståenhed ligger, tror jeg, i genreforventing. Eller, mere præcist, forventingen til hvilke sprogfunktioner den benyttede genre er til for at understøtte.

Vi opererer med (cirka) fire sprogfunktioner. (Roman Jakobsen startede med seks, Jørgen Fafner skar det ned til fire – de hedder dog stadig de Jakobsenske sprogfunktioner)

  • Emotiv funktion (symptomfunktionen) Jegét – afsenderen udtrykker sig. 
  • Konativ funktion: (signalfunktion) Du-påvirkning/du-styring
  • Referentiel funktion: (symbolfunktion) Sags- og emnebehandling
  • Fatisk funktion: fællesskabsbekræftende

Jeg kan se at jeg, både på chat og sms lystigt bruger og blander alle fire sprogfunktioner. Men det er her især de to sidste som er interessante og kan skabe ballade.

Jeg kender mennesker  (oftest kvinder) som vold-dyrker den fatiske og impulsive (så får jeg beskeder som “Ih, jeg elsker når solen skinner :-)” eller “Årh, sidder til vildt kedelig undervisning…:-S Hvad laver du?”) mens andre (oftest mænd) holder sig udlukkende til den referentielle funktion (beskeder som “ok”, “nej”, “måske” eller ” kl 20″).

Når vi bruger den fatiske funktion, socialiserer vi, som ude i virkeligheden. Sms bliver til en samtale, med hvad dertil hører af bekræftelser, smil, gestik og gensidighed.

Misforståelserne opstår så, når en person med en fatisk og referentiel tilgang, skal chatte med en person med en udlukkende referentiel tilgang til mediet. Eksempel:
Mig: “Hey, jeg holder fødselsdag på lørdag – kunne du tænke dig at kigge forbi?”
Referentiel svarmulighed: “Måske”
Fatisk svarmulighed: “Lyder hyggeligt 🙂 Skal lige tjekke kalenderen hjemme…”

Overfører vi det til virkelighedens verden, vil jeg mene at det referentielle svar er på grænsen til det uforskammede. Men er det det i skriftlig kommunikation som chat og sms? Det kommer an på genreforventningerne. Indholdet i begge svar er det samme, den inviterede ved endnu ikke om han kan komme. Men indpakningen er langtfra ens.

Der kunne skrives mere og længe om både forkortelser, tegnsætning, brugen af smileys, betydningen af status som “optaget”, “Ikke til stede” og disses betydning for forventninger til responstid og sprogfunktion i svar (f.eks er et kort for hovedet-svar måske mere socialt acceptabelt når status er “optaget”?)

Men hvad synes du? Hvordan bruger du medierne her?

Reklamer

22 kommentarer

Filed under Internet, Medier, Meta, Omverden, Retorik, Undren

22 responses to “Chat-etikette (og sms?)

  1. Hej,

    Må lige rose det her indlæg – hvor er det bare SUPER godt! 😀

    Og jeg kan fortælle dig at jeg er nøjagtig som dig, når det kommer til chat/sms og overfortolkninger 🙂

  2. Hej Blondie, tak for rosen og tak fordi jeg ikke er alene 😉

  3. Ja, kvinder… tsk tsk

    😉

  4. Kirsten

    Ach so. Jeg rådyrker ikke ligefrem den referentielle tilgang, men kender til gengæld lidt for mange, der er af en eller anden grund synes, det er fantastisk at sende sms-beskeder på under tre ord. Højst. “Ok” eller “lad os det” eller “måske” eller “kan ikke den dag” (hov det var fire . Troede egentlig, de var lidt småonde/ubegejstrede – men her hævdes det, at det “blot” handler om kommunikationsformer. Ahh, synes måske nok, det er lidt letkøbt ….

  5. Kisser, hvorfor synes du det er letkøbt?

    Jo, jeg føler mig lidt truffet, og lad os bare lægge lorten frem til fri beskuelse, og tilstå at vi ofte og gentagne gange har gået fejl af hinanden (eller dvs: du er gået fejl af mig?) pga vores forskellige tilgang til mail/sms (hvis jeg ellers har forstået det ret …).

    Hvorfor er jeg ond (jaja, jeg vender den på spidsen her), når jeg ikke besvarer en sms med en halv roman? Bevares, der er selvfølgelig et vist element af ondsindethed i det, når jeg nu ved, at du forventer en halv roman … men på den anden side ved du også (formoder jeg?), at jeg oftest slynger nogle hurtige facts afsted, og at en ubesvaret mail ikke nødvendigvis betyder at jeg forsager dig og alle dine gerninger.

    Du kommunikerer på en måde via disse medier, og jeg kommunikerer på en anden måde, og hvis man insisterer på at sidde med det gyldne svar på hvordan mediet bør bruges, så afskriver man sig imho samtidig fra overhovedet at kommunikere med alle, der har en anden tilgang.

    (Så fik du din halve roman …)

  6. Hm, ny tanke: Det kan være startet som jyde-nærighed! Jeg var i hvert fald meget opmærksom på at skulle ha fuld valuta for mine (dengang) 50 øre pr sms, og blev efterhånden helt godt til at skrive beskeder på 159 tegn…

    Søren, der er ikke nogen “rigtig” måde at gøre det på, bare forskellige… Indtil videre i hvert fald! Leve new media!

  7. Kirsten

    Søren – tak for din halve roman. Mit indlæg var nu ikke på nogen måde henvendt specifikt rettet til dig. Ja, vi har haft vores kommunikationsproblemer (to say the least), men jeg skrev altså ikke indlægget for at “jorde” dig på nogen måde. Hvis jeg havde noget på hjerte i forhold til dig/’ville ud med noget’ i den forbindelse ville jeg selvfølgelig skrive direke til dig og ikke på en andens blog.

    Nej, tværtimod kender jeg næsten ingen, der kommunikerer på samme måde som måde som mig og absolut skal plastre alting til med smiley’er, udråbstegn, you name it …

    Når det så er sagt, vil jeg lige uddybe nedenstående:

    Troede egentlig, de var lidt småonde/ubegejstrede – men her hævdes det, at det “blot” handler om kommunikationsformer. Ahh, synes måske nok, det er lidt letkøbt ….

    Jeg har tidligere troet – og gør det til en vis grad stadigvæk – at folk, der fatter sig meget kortfattet/ubegejstret rent faktisk også er det. Men kan da godt se, at den ikke umiddelbart holder. Jeg tror imidlertid heller ikke, at det “blot” handler om kommunikation. Så kan man jo altid bare sige: “Hvorfor jeg altid svarer i enstavelsesord? – well, det er bare min måde at kommunikere på.” Det kan godt blive lidt en undskyldning for ikke at engagere sig/komme ind i kampen …. Kommunikation er også tæt forbundet med etik. Jeg synes ikke rigtigt, det kan skilles ad.

    Håber, det gjorde det en smule klarere.

  8. Jeg blev opklaret. Men tror du ikke også at problemerne til dels består i at der endnu ikke FINDES nogle specielt klare normer/etik på området?

  9. PS Kirsten, har du den der “The Schack” – og må jeg i så fald låne den?

  10. Kirsten

    Jo, det er nok en af hovedproblemerne. Mange kan nok blive enige om, at vi f.eks. i Danmark – ud fra demokratitanken og foreningskulturen m.v. – har en norm om at tage hensyn til almenvellet i forhandlinger m.v. Men rent teoretisk udspringer det jo af gyldighedsargumenter – en habermasiansk rationalitetstænkning m.v. Så nej, det gør der nok ikke …. 🙂

    Har pt. lånt min udgave ud til min søster (der har to små børn og ca. læser en side i ugen)… men der er mange, der har købt den – så der må være andre derude? 🙂

  11. @Schjelde
    Der findes muligvis ikke nogen “rigtig” måde at bruge new media på, hvis man er på jagt efter the one and only sprogfunktionshat, der passer – men derfor kan man imho godt opstille nogle generelle dogmer om kommunikation i new media. Fx at alle hatte er tilladt og lige kønne, og at man ikke kan tvinge andre til at iføre sig en bestemt hat.

    @Kisser
    Godtså: Jeg følte mig “lidt truffet” som en af de “lidt for mange” du kender – ikke som solomodtager af en offentlig skideballe … men det ville næsten også være for godt til at være sandt, hvis vi i lige præcis denne samtale undgik at gå fejl af hinanden 🙂

    Men bortset fra det, så har jeg ikke fået meget afklaring ud af din forklaring – men jeg lægger muligvis (sandsynligvis?) noget andet i dine ord, end du gør. Hvad mener du fx præcist med at man skal “engagere sig/komme ind i kampen”? Det lyder som om du mener den fatiske hat er kønnere end alle andre hatte, og at alle mennesker derfor i enden bør iføre sig denne … Er det korrekt?

    I øvrigt semirelevant og interessant blogpost hos Classy om new media (blogs vs twitter).

  12. Kirsten

    Det, jeg tænker, er, at den referentielle funktion (som jeg læser den ene linjes beskrivelse) ikke indebærer, at der tænkes i et “du”. Så Habermas, Levinas og Buber har ligesom ikke noget at skulle have sagt her – med andre ord: Uden at tænke i enten et rationelt eller emotionelt modtagende du, bliver det svært at retfærdiggøre nogen form for etik/medmenneskelighed/medleven (engagement/”komme ind i kampen”). Med en referentiel kommunikationsform kan man lige så godt henvende sig til et havemøbel som til et levende menneske (ikke, at jeg ikke kan lide havemøbler). Så ja, jeg mener, at især den referentielle kommunikationsform er en “ringere” kommunikationsform – fordi den ikke indeholder en etisk dimension. Så kan vi selvfølgelig godt vælge at diskutere, om vi skal have etik eller ej. Men så bliver det på en eller anden måde lidt tungt ….
    Håber, dét måske gjorde det lidt klarere 🙂

  13. Du lyder som en, der bor i Børkop …

    Alt det der er meget fint, hvis man taler old school face to face-kommunikation, men skismaet er jo netop, at vi taler om new media her, og du kan ikke bare regne med at aben flytter med!

    Og så ryger der muligvis noget hen over hovedet, eftersom jeg aldrig har studeret de der namedroppede stakler du nævner (eller i hvert fald har glemt det igen). Når du mener det er “svært at retfærdiggøre nogen form for etik/medmenneskelighed/medleven”, mener du så at alt det vil bryde sammen i hele samfundet, hvis jeg vælger at besvare en sms med et enkelt ord?

    Jeg er ikke enig i at en referentiel kommunikationsform er ringere end andre – den er bare anderledes. Den er helt sikkert ærgerlig, hvis den er den eneste sprogfunktion man benytter, men det gælder vel dem alle?

    For mig er sms primært et praktisk redskab til at udveksle oplysninger – og til det formål er den referentielle sprogfunktion den mest oplagte. Det har intet at gøre med mit menneskesyn eller min etik.

  14. Kirsten

    Well, jeg regnede egentlig heller ikke med, at du ville være specielt enig … men du fik min udlægning/forklaring.

    Og det med Børkop-bopælen vælger jeg at tage som en kompliment …

  15. Og lige som det var godt i gang med at blive interessant …

    Jeg håber der er mere kampgejst i dig, når du er blevet ædru 😉

  16. Kirsten

    Ja, én Heineken og en halv Budweiser på kun tre timer kan jo gøre en hel bims.

  17. …når man er et lille nips som dig, ja…

    Hvordan var the Late Parade?

  18. Overraskende gode.

  19. Jeg skal ikke gøre mig klog på hverken Habermas, Levinas eller Buber. For mig handler korte sms-beskeder simpelthen om at de tager kortere tid at skrive. Hvilket er praktisk, når man mestrer 10-finger systemet væsentligt bedre end 1-finger ditto.

  20. Lind

    Spændende, spændende. Jeg er heller ikke helt sikker på hvilke af benævnte herrer jeg har studeret. (Det kan du måske orientere mig om ved lejlighed, Annie!?) Men jeg må alligevel lige pippe med..

    Jeg kommer fra en familie, der helst nøjes med tre tegn i en besked, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Modsat sender jeg sjældent noget, der holder sig under tre beskeder. Det har fået mig til at overveje sagen mange gange, men har aldrig tænkt på at Jakobson (Som vist burde være Bühler og Malinovski, ikke?) kunne hjælpe mig på vej – men det kan han/de selvfølgelig.

    Jeg synes du rammer meget godt i din skelnen mellem referentiel – og fatisk funktion. Og jeg tror du rammer helt præcist når du siger, at det skyldes en konflikt mellem forskellige genreforventninger. Til gengæld er der noget i debatten, jeg ikke forstår:

    Kirsten: Du skriver i en kommentar, at den referentielle funktion ikke har en etisk dimension, idet den ikke tager hensyn til modtageren. Det kan jeg ikke forestille mig. Alene det, at man siger noget (upåagtet hvad det så måtte være) er imo en tilkendegivelse af, at man vil sige noget til nogen. Hvis jeg går hen til en lygtepæl, peger på den og siger: “dette er en lygtepæl”, er jeg i høj grad referentiel, men ingen vil vel være i tvivl om, at jeg mener noget med det?

    Nå, men derudover er der nok ikke meget andet at sige (for mig altså) end at det hele løser sig hvis afsenderen forsøger at tilpasse sit budskab – i form såvel som indhold – til sin modtager, mens modtageren så til gengæld husker på, at alle mennesker er forskellige, hvorfor alle sms-beskeder også nødvendigivs må være det.

    Send mere kærlighed!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s