Alle handlinger skyldes altså med nødvendighed én af syv årsager: en tilfældighed, natur, tvang, vane, en fornuftig overvejelse, vrede eller begær.

En yderligere inddeling af menneskers handlinger efter alder, moralsk holdning eller andre forhold er overflødig. Hvis det nemlig hænder at unge mennesker er vrede eller grebet af begær, er det ikke på grund af deres ungdom, de handler som de gør, men på grund af vreden eller begæret.

Det samme gælder rigdom og fattigdom: det hænder, at fattige folk på grund af deres mangel på penge begærer penge, og at rige begærer unødvendige nydelser, fordi de er i stand til at skaffe sig dem, men også for dem vil det gælde, at de ikke handler på grund af deres rigdom eller fattigdom, men på grund af deres begær.

(Aristoteles Retorik bog A, afsnit X,8-12)

Interessant, tilsyneladende er vi både andet og mere end ofre for omstændighederne, være det sig ungdom eller fattigdom.

Farveorden er prøvet, det var ikke et hit – højdeforskellen bliver for markant, til forskel fra cd’er hvor det faktisk ser ret tjekket ud. Det var dengang man havde sine cd’er stående fremme, forståes. Vores samling er stadig ikke helt stor nok til at en alfabetisk sortering helt giver mening, og det bliver også sådan en forvirrende blanding af skøn- og faglitteratur. Den sidste tid har en del af vores bøger været sorteret i isbn-nummerorden som direkte følge af @Gyldendals ugentlige isbn-bingo. Det er en nyttig sortering der har tjent til at udvide samlingen, men det er stadig ikke optimalt mere end den ene gang om ugen.

Efter en del flytninger fra den ene fremleje til den anden kan jeg konstatere at det i praksis ofte ender ud med en lokal sortering: Pæne, tjekkede bøger på hylder i stuen (forreste hyldelag), mindre pæne og kiksede bøger i andet hyldelag. Coffee-table-bøger og magasiner en armslængde fra sofaen, og i den store rumdeler gemt væk i soveværelset ringbind, kompendier, studiebøger og de virkelig nørdede eller slidte bøger (Troldepus, f.eks.).

Har vi flere værker af den samme forfatter står de selvfølgelig sammen, men vi skelner i udgangspunktet ikke mellem fag- og skønlitteratur. Alligevel er det overraskende hvor nemt det er at huske om en bestemt bog står i kategorien “forreste hylde, pæn hardback-skønlitteratur” eller “bagerst i rumdeleren, småpinlig selvhjælp.” Det er i længden nok heller ikke nogen holdbar sortering hvis vi bliver ved med at få flere bøger end vi skiller os af med, men lige nu fungerer det.

Det er kun halvandet år siden at folk omkring mig begyndte at dø, både dem, der havde været godt omkring det der liv, og dem der nærmest kun lige var startet. Så når årsdagene for ‘er her ikke mere’ kommer snigende, er det rart at nogen har ulejliget sig med at sætte ord på:

Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som tilfældigvis er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
På vej hjem regner det altid.
Og eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.

Så tak til valgkampen for at være ovre, tak til eksamensperioden for stadig at være uvirkelig fremtid, tak til aftenerne for at blive mørkere og tak til Bengtsson for at tage alt det bedste fra Aminas breve og Submarino og skrive det ind i en landevejskrønikke og far/søn-historie, der (næsten) ikke står tilbage for McCarthys Vejen.

De små 400 sider er hurtigt læst, jeg kan ikke se nogen grund til at du ikke skulle gøre det.

En ung engelsklærer begår selvmord i 1968. Efter hans død finder hans mor på hans værelse et manuskript til en roman, hun plager forlæggerne indtil en forbarmer sig og udgiver den – og året efter lander der en Pulitzerpris.

Men den er god nok, og den posthumt præmierede Fjolsernes Forbund er også en oplevelse. En moderne Don Quijote tåger rundt i 60′ernes New Orleans og hader indædt den moderne verdens væsen og væren. Vores antihelt Ignatius Reily bor hjemme hos sin mor, de er cirka lige trættende og både de og deres omgivelser må gå frygtelig meget igennem før de (måske) kan leve så nogenlunde lykkeligt.

Bogens største bedrift er faktisk at samtlige karakterer er tegnet så patetiske, stupide og usympatiske at man for hvert eneste kapitel håber at det er i det næste, de træder ud foran et tog og nådigt bliver fjernet fra historien. Det sker bare ikke – spoiler alert – der er ikke nogen, der dør. Handlingen drives frem af groteske sammentræf og knivskarp dialog, der kun få steder bliver trættende og påklistret. En fin lille ting til en regnvejrsdag – anbefalet.

Det blå husholdningsbudget 
“Alle deres [rød plan] penge er nogle, som de regner med og håber på kommer ind. Men ligesom man ikke kan basere sit husholdningsbudget på, at man måske får et arveforskud fra tante Oda eller vinder i Lotto, kan man ikke lave statens budget på noget, man håber på.”
Politisk ordfører for venstre, Ellen Nørby Trane til poltiken.dk d. 16. maj 2011

Den røde virksomhed
“Vi skal investere os ud af krisen” (…) “Først skal vi have gang i væksten og styrke konkurrenceevnen.” (…) “Det er ligesom at drive virksomhed: Investeringer giver afkast på bundlinjen. Det modsatte gør os fattigere.”
Fra mini-folderen “Sammen om Danmark” – læs mere på http://www.sammenomdanmark.dk/

Det er ikke to planer med forskellige svar på samme problem. Det er to planer med et svar på hver sit problem – for når vi taler forskelligt om udfordringen, bliver løsningen heller ikke den samme.

Selvfølgelig skal man ikke lægge husholdningsbudget på arveforskud. Man spænder livremmen ind og sparer, til der kommer bedre tider.

Det ved enhver idiot.

Og selvfølgelig skal en proaktiv virksomhed ikke bare putte sig og vente på bedre tider. Man investerer og tager chancer, det er sådan man kommer ovenpå. Ellers overhaler konkurrenterne.

Det ved enhver idiot.

Den kloge læser spørger selvfølgelig nu, om ikke den smarte politiker straks begynder at tale om samfundsøkonomien på en måde der passer til planen. Altså om ikke det hele bare er spin. Jo jo. Men det er da sjovt? Lige nu er husholdningsbudgetmetaforen den mest brugte (siger google i hvert fald). Men før vi kan diskutere løsningsforslag på en ordentlig måde, må vi blive enige om hvad problemet egentlig består i – og hvordan vi taler om det.

Disclaimer: Jeg ved godt at der også er rigtige tal med i gamet. Men nu er det bare sprog, jeg gør mest i…

Indlægget er voldsomt inspireret af studiet “Is crime a virus or a beast?” Jeg mødte det i et oplæg til det fabelagtige Retro University hvor danskstuderende Kristine Mortensen indviede os i hemmelighederne bag kognitiv metaforteori. Det er drønfedt. Tag og kom næste gang.

Det er længe siden jeg har glædet mig så meget til at læse en bog. Og jeg mindes ikke at en bog på min læseliste nogensinde er blevet eksponeret og rost så massivt og overvældende, før den overhovedet var udkommet, som Frihed er blevet. Så kunne den andet end at skuffe?

Næh, faktisk ikke.

Frihed er selvfølgelig stadig lysår foran mange andre generations- og samtidsromaner, Franzen skriver levende og gavmildt på en utrolig sammenbidt facon, og ligesom i Korrektioner føles det som om han prøver at holde sine figurer ud i strakt arm, men de vrider den om på ryggen af ham og træffer dårlige beslutninger på en vældig hjerteskærende facon, fordi det nu engang er det, de gør.

Alligevel er der noget med mavefornemmelse og flow og helhed og hjerte, som bare spillede bedre i Korrektioner  - eller i hvert fald talte mere til mig. Måske naturbeskyttelsestemaet er for fjernt, måske jeg var så ivrig at jeg læste den for hurtigt, måske mine forventninger bare var for høje? Jeg læser dem begge to igen, men jeg tror godt jeg ved, hvilken det bliver først.

Middelaldermennesker er mærkelige. Er det ikke sådan nogen der løber rundt om natten med høtyve og leder efter hekse de kan brænde? Eller taler latin og går i kloster – og stadig leder efter hekse, de kan brænde? Hvis du, som jeg, har et blødt punkt for den epoke, men samtidig er træt af en bestemt type middelalderbeskrivelser*, er det nu, du skal juble og klappe i hænderne.

Marstrand-Jørgensen udruller nemlig hele middelaldermenneskets livsverden, men uden at pege fingre og være så irriterende bagklog som man ellers kan på tusind års afstand.

Det er en bedrift at gøre noget så fremmed som en kvinde fra middelalderen (!) som går i kloster (!) og får syner fra Gud (!) nærværende og vedkommende – men hun gør det. Og man køber det. Jeg stadig lidt lamslået og glæder mig (meget) til bind II lander her en af dagene (takket være #fredagsbog og yndlingstranen)

Og så er den en godte at læse. En lille snas her, Hildegard fødes:

Lys. Smerte.
Smerten blev til med lyset.

Der er loftet. Der findes endnu ikke noget loft. Der er ord. Der findes ikke ord. Krop: Findes ikke. Rummet, lyset, varmen fra ildstedet findes ikke. En jamrende, vibrerende tone, der stråler højrød i alle retninger, en lyd, der hakker gennem luften, standses af fremmede kroppe, af sengen, bordet, vinduet, hvidt. Hvidt findes allerede.

(…)

Det er et varmt greb om nakken, luften, der føles våd mod ansigtet, angsten for stengulve og tomhed. En cirkel af lys vokser foran den lille, svinger sig nærmere, der er en stilhed i det lys, hun prøver at fokusere, men netop som hun fanger lyset, flyder det ud, bliver til en fugtig, glødende krans. Dinglende arme, hovedet, der trækker nedad, de må ikke slippe, så meget ved hun, selvom hun hidtil ikke har skullet bekymre sig om at falde, før var hun svævende, flydende, glat, ingen har rørt hende før.

Anbefalet, i dén grad.

*Altså den type romaner (*host* Jorden Søjler *host*) hvor størstedelen af persongalleriet er tåbelige bønder og korrupte præster. Og så er der altid lige helten og heltinden, der er et par tusind år foran deres tid hvad angår synet på kvinder, lægekunst, ytringsfrihed, autoriteter, religion og så videre og så videre. Man gaber. Og tæller ned til de bliver anklaget for kætteri (for det gør de uværgeligt). Det er så billigt et kunstgreb.

Men ikke før nu, 2011, er der sket noget, takket være Ankerhus forlag og de to sociologer Dorte Kappelgaard og Rie Skårhøj, der ud fra feltstudier, interviews, teorier og egne erfaringer har stykket en 283-siders opslagsbibel for den frivillige leder sammen.

Jeg skulle anmelde bogen, og læste den derfor fra ende til anden. Efterfølgende sad jeg med præstationsangst og en mild forstoppelse af gode ideer og alle de ting jeg da helt sikkert skulle til at udvikle på, så første råd må være at tage den i små bidder.

Men det kan man også sagtens, for der er masser at komme efter. Bogen er bygget op af en læsevejledning og 12 kapitler, der kommer rundt om:

1. Ledelse af frivillige i praksis
2. Motivation
3. Teams
4. Hvervning
5. Konflikthåndtering
6. Mødeledelse
7. Værdier, visioner, handlingsplaner
8. Selvledelse
9. Ledelsesudvikling af frivillige
10. Kreativ idéudvikling
11. Organisationsudvikling
12. Ansatte og frivillige

Hvert kapitel er bygget op på nogenlunde samme måde og indeholder forskellige elementer: En introduktion til kapitlets tema, hvor det opridses hvilke emner man kommer rundt om. Det fungerede godt for mig som teaser og bagefter som tjekliste til om jeg egentlig havde forstået det jeg havde læst. Dernæst en kort, teoretisk introduktion til temaet, hvis man er til sådan noget. Til hvert kapitel var der en eller flere fiktive cases hvor man følger en stakkelt bestyrelse eller lokalgruppes genvordigheder - jeg læste det nærmest som små noveller. Citater fra de undersøgelser og intervires de to forfattere har lavet i arbejdet med bogen er også strøet med rund hånd. Det er fra bevægelser så forskellige som Spejderne, Natteravnene og Dansk Oase.

Da det er en håndbog var der også masser af konkrete råd og redskaber, lige til at tage i brug, og spørgsmål til overvejelse og samtale. Jeg tror bogen gør sig bedst, hvis man læser den sammen med andre – pointerne skal snakkes ind under huden og reflekteres ud i virkeligheden.

Størstedelen af bogen er hverken rocket science eller banebrydende grundforskning. Vi snakker konflikttrappen, girafsprog, anerkendende tilgang, motivation og slige ting. Men det fantastiske er at det er samlet i én bog og sat ind i en sammenhæng som jeg faktisk tror er lige nyttig og tilgængelig om man er spejderleder, søndagsskoleunderviser eller frivillig i en genbrugsbutik.

Læs et par andre anmeldelser og mød forfatterne på ledfrivillige.dk