Genpostet fra retorikbloggen. Fordi jeg er stor fan af ordsprog og mindre stor fan af Brian Mikkelsen – og når så selvsamme Mikkelsen giver sig til at slynge den skamskudte bjørn rundt over åen i retning af glashuset med mel – eller nok nærmere uld i munden, ja så kan man ikke andet end sukke dybt og undre sig over hvad de lærte i skolen dengang?
Min udsigt fra læsesalen. Kan jeg bebrejdes at det er småt med skriverierne? Ethvert nogenlunde normalt menneske vil da tusind gange hellere kigge på de der hvide blomster og lysegrønne blade, end skrive en dum rapport.
Find utydelighed – og nå ja, også en stavefejl hvis du lyster. Flot, søndsgmorgenstrætte Politiken. Det var en af de mere mindeværdige manchetter.
Pippe lidt med idag, altså. Tvivler på det skader. Så her er, via xkcd, min lille kommentar på denne kvindernes kampdag:
Jeps. Og skal vi så lige få ordnet de der småsager med prostitution, vold mod & undertrykkelse af kvinder, før vi giver os til at lovgive om hvor mange procent af os der partout skal sidde med i diverse bestyrelser… Altså… Så længe ovenstående (og tegneserien med) stadig er virkelighed, vil jeg mene at bestyrelserne hører til i petitesseafdelingen.
Yes, statement slut.
På sådan en bagende solrig fredag hvor læsningen går nogenlunde, weekenden lurer om hjørnet og man er på vej hjem fra Føtex med bæreposen fuld af de første danske jordbær og ingredienser til en fiks lille pastasalat og alting dufter af grill og varm asfalt og folk omkring en er glade og sommersmilende, kunne man næsten fristes til at tro at verden er et dejligt sted.
Men i krydset overfor min lejlighed er der pludselig fyldt med blod og glasskår og blå blink. En bil holder stille med fronten smadret, føreren taler med en politibetjent og nede på jorden er en mand på en båre ved at blive viklet ind i nakkestøtte og gaffatape, han ligger helt stille med lukkede øjne og siger ingenting. Ud af ambulancedøren kan man se et par sandaler med fødder til – er det nogen jeg kender? Den pludselige isnen i maven over gemalen, som befinder sig i trafikken. Det var ikke ham – eller andre sko jeg kender. Men alligevel, det kunne det lige så vel have været. Det kunne også have været mine sko. At det er et par fremmede sko gør det ikke bedre, bare mindre vedkommende.
Jeg tror man kan undgå de værste katastrofer med forsvarlig kørsel, cykelhjelm og englevagt, men alligevel kære venner – pas på jer selv og hinanden!
… Hænger sammen på smukkeste vis, har jeg fundet ud af. Mere vil have mere, eller som prædikeren siger det: ‘Alt menneskets slid tjener munden, men aldrig stilles sulten.‘ Jeg kan nogle gange undre mig over, så svært det er at være tilfreds – sådan rigtig grundglad for tilværelsen, som den nu engang er.
Når jeg kigger mig rundt, kan jeg nærmest blive svimmel over så mange velsignelser jeg har fået kastet i nakken: Et godt hovede, en dejlig familie, søde venner, et spændende studie, et velfungerende helbred, et fast sted at bo i Danmarks fedeste by – endda sammen med ham jeg allerhelst vil bo sammen med.
Alligevel kan jeg ofte tage mig selv i at ville have mere – ikke på en sund, ambitiøs måde, men på en rigtig irriterende og utilfreds måde. Det er især blevet tydeligt, efter vi har købt andel – hver gang jeg hører om nogen som har købt en der er større eller billigere (eller værre endnu: større OG billigere – og det sker ikke så sjældent) kommer der en gnavende følelse af snydthed, mindreværd og misundelse, som er grusomt irriterende. Det er en form for irrationelt, personligt nederlag at det ikke er MIG som har en treværelses ud mod søerne, og jeg hader den der medlidenhed, jeg bilder mig ind at kunne se i øjnene på folk, når jeg fortæller hvor få rum vores hjem har og hvad vi har givet for det.
Og det er jo lamt. Tæskelamt. Hvem siger at livskvalitet- eller bedre endnu: livsglæde, er ligefrem proportionel med antal kvadratmeter, antal iPods, antal tv-kanaler og størrelsen på mit bredbånd? Det er der nok ikke nogen som vil påstå, men ofte opfører jeg mig desværre som om det er sådan tilværelsen hænger sammen.
Jeg har lyst til at lukke af for det, eller øve mig i det. For det forhindrer mig i at være tilfreds og taknemlig for det jeg har, og det er for fesent. Bevidst simple living – det er det, der skal dyrkes. Så kommer grundglæden nok hen ad vejen.
Edit: Det er sltså ikke så depressivt som det lyder – tværtimod, nu har jeg jo bestemt mig for at droppe utilfredsheden!
Kategorier: Suk · Tanketomgang
Klokken er nu 14.40 og her følger en liste over de ting jeg har lavet i stedet for at læse indtil nu:
Patetisk? Det tror jeg nok ja. Velkommen til mit liv.
Og nu tror jeg, jeg ringer hjem og ønsker tillykke med fødselsdagen til hende den lille. Og så kommer Jesper nok snart hjem fra arbejde så jeg rigtig kan få dårlig samvittighed.
Edit kl 20:40. Nu kom jeg så endelig i gang…
Kategorier: Navlepilleri · Suk
Du kan jo godt lave fin og fed musik. Men hvad sker der for din nyeste single “Earth Intruders”? Mage til avantgarde katzenjammer og tåkrummende omkvæd har jeg ikke hørt mage til i lang tid.
Og Æv, P3 – indimellem kan I godt spille rar musik og være ganske underholdende. Men hvorfor har I valgt Björk som ugens uundgåelige så jeg nu for 3. gang i dag blir nødt til at rejse mig, slukke for jer og sætte en cd på?
Kategorier: Lyt til Nyt · Musik · Suk
… Fra Garfield: “Du ved at det har været mandag, når du vågner op og det er tirsdag.”
Here we go again.
Kategorier: Morgen · Omverden · Suk · eller noget...
Det har været en underlig dag.
Kom for sent i seng igår efter en aften i selskab med tre storsnakkende og charmerende veninder, og var så oppe i kirke til kl 10. Resten af dagen er gået med at vandre frem og tilbage mellem computeren og sengen. Et par timers overspringshandlinger – en halv times søvn – et kvarters konstruktivt arbejde – en times frustration over den korte koncentration – en times søvn – en halv times arbejde – en times vandren op og ned ad gulvet garneret med abstrakte spekulationer over tilværelsen- en halv times søvn – et par timers overspringshandlinger…. And so on and so forth. Er just stået op efter halvanden times overspringhandlingssøvn og føler mig hverken særlig træt eller særlig vågen, nok nærmere ved siden af mig selv. Det er da en træls måde at starte en ny uge på. Rent arbejdsmæssigt kan det kun gå fremad, og det skal det, for jeg hænger med røven i vandskorpen og deadlines til op over begge ører.
Jeg advarede om klynk. Hvis Jesus kom igen i nat ville det egentlig ikke gøre noget, for jeg føler mig ikke absolut gearet til endnu en mandag.
Kategorier: Suk
