Dickens og De Unge Mødre

Og det blev Kulturel Fredag, også på Nørrebro. København Læser lokker og Lind og jeg havde besluttet at lægge hårdt ud med “En stemningsfuld aften med Charles Dickens og Punch i Lygten Station. Jounalist, kritiker og Dickens-ekspert Lars Bukdahl i samtale med Jounalist Kurt Hollesen om Charles Dickens’ liv og forfatterskab” og det lovede jo meget godt, kan man sige. Der skulle også være punch!

Kulisserne var stemningsfulde på Lygten station, hvide duge, stearinlys og to polstrede, røde læderstole der indbød til samtale om en gammel englænder. Efter den indledende mikrofonjustering lagde Bukdahl flydende ud med lidt til masserne, om fascinationen af Dickens og hvorfor det er, han får det samlede danske litteraturparnas, både før og nu, til at blegne. Vores eget forkendskab til Dickens begrænsede sig til lidt Oliver Twist og Et Juleeventyr, og udover en enkelt trettenårig var vi vist de yngste i lokalet.

Men nok med de indledende manøvrer. Vi må til det. For det gik jo hverken værre eller bedre end at vi var havnet til det nærmeste man kommer en årlig generalforsamling i Dansk Dickensselskab. Og vi kunne være gået derfra glade og oplyste, hvis det ikke var for én mand. Én mand og en mikrofon.

Det er det mellem linjerne, de tomme pladser, der siger mest. Men hvis man lader det fylde for meget…

Altså, jeg hopper og danser på tastaturet, for jeg kan stadig ikke helt rumme det. Kurt. Som ikke helt kunne greje den der mikrofon. Og talte meget langsomt. Og fandt på hvad han skulle sige ord for ord. Og brugte de der talende pauser meget. For meget. Vi. Taler. Sætningsemner. Med. Pauser. På. Op. Til. Otte. O-T-T-E. Sekunder. Man glemte ganske enkelt hvad han talte om, mens han talte. Jeg kan i skrivende stund ikke huske et ord. Bortset fra at han har besøgt begge de huse Dickens har beboet. Bukdahl havde kun besøgt det ene af dem.

Vi begyndte at sidde lidt uroligt på stolene. Nede bagerst i hjørnet, heldigvis. Hvem knækker først? Vi er vel kulturelle mennesker, for Søren – der ikke lader sig slå ud af lidt no-sense slowtalk. Og så alligevel. Tics. Nervøs fnisen. Spejden mod udgangen og kiggen på klokken. Bukdahls indlæg kommer som små oaser, men det er bare ikke nok!

I pausen knækker vi, snupper vores punch og glider mod udgangen, håndtegn til den trettenårige der livstræt sidder med mobilen ved siden af sin rødskjortede, læderbebuksede far med glimt i øjet og “kloge børn keder sig ikke”. Hun kommer nok ud på den anden side som et stærkere menneske.

Døgnnetto: Kakaomælk. Hjem i sofaen: De Unge Mødre. Ah. Og nu: Det Nye Talkshow og Anders Lund Madsen der taler bornholmsk med Sussi og Leo, jamen altså…:-)

Chat-etikette (og sms?)

Jeg har de sidste par dage funderet lidt over min og andres brug af short-message kommunikationsformer som chat og sms.  Jeg er en kvinde. Jeg har tendens til at overfortolke og læse ting ind i udsagn, som slet ikke er der og aldrig har været der. Jeg kan bruge ulækkert lang tid på at spekulere over, om et kortfattet “okay” eller den manglende smiley efter “…” mon betyder, at jeg har sagt noget dumt i forgående besked. Og den slags er helt normalt for nogle (jo det er!) – og andre synes det er dybt åndssvagt. 

Forklaringen på min misforståenhed og andres uforståenhed ligger, tror jeg, i genreforventing. Eller, mere præcist, forventingen til hvilke sprogfunktioner den benyttede genre er til for at understøtte.

Vi opererer med (cirka) fire sprogfunktioner. (Roman Jakobsen startede med seks, Jørgen Fafner skar det ned til fire – de hedder dog stadig de Jakobsenske sprogfunktioner)

• Emotiv funktion (symptomfunktionen) Jegét – afsenderen udtrykker sig. 
• Konativ funktion: (signalfunktion) Du-påvirkning/du-styring
• Referentiel funktion: (symbolfunktion) Sags- og emnebehandling
• Fatisk funktion: fællesskabsbekræftende

Jeg kan se at jeg, både på chat og sms lystigt bruger og blander alle fire sprogfunktioner. Men det er her især de to sidste som er interessante og kan skabe ballade.

Jeg kender mennesker  (oftest kvinder) som vold-dyrker den fatiske og impulsive (så får jeg beskeder som “Ih, jeg elsker når solen skinner ” eller “Årh, sidder til vildt kedelig undervisning…:-S Hvad laver du?”) mens andre (oftest mænd) holder sig udlukkende til den referentielle funktion (beskeder som “ok”, “nej”, “måske” eller ” kl 20″).

Når vi bruger den fatiske funktion, socialiserer vi, som ude i virkeligheden. Sms bliver til en samtale, med hvad dertil hører af bekræftelser, smil, gestik og gensidighed.

Misforståelserne opstår så, når en person med en fatisk og referentiel tilgang, skal chatte med en person med en udlukkende referentiel tilgang til mediet. Eksempel:
Mig: “Hey, jeg holder fødselsdag på lørdag – kunne du tænke dig at kigge forbi?”
Referentiel svarmulighed: “Måske”
Fatisk svarmulighed: “Lyder hyggeligt Skal lige tjekke kalenderen hjemme…”

Overfører vi det til virkelighedens verden, vil jeg mene at det referentielle svar er på grænsen til det uforskammede. Men er det det i skriftlig kommunikation som chat og sms? Det kommer an på genreforventningerne. Indholdet i begge svar er det samme, den inviterede ved endnu ikke om han kan komme. Men indpakningen er langtfra ens.

Der kunne skrives mere og længe om både forkortelser, tegnsætning, brugen af smileys, betydningen af status som “optaget”, “Ikke til stede” og disses betydning for forventninger til responstid og sprogfunktion i svar (f.eks er et kort for hovedet-svar måske mere socialt acceptabelt når status er “optaget”?)

Men hvad synes du? Hvordan bruger du medierne her?

Postkort fra Skriveland

Det er nemlig der, jeg bor for tiden. I Skriveland er vores nationalret Madpakker: Én skive rugbrød med leverpostej, én med nutella, og én med valgfrit pålæg (dog oftest pølse), samt en pose gulerødder og nogle mandariner. I Skriveland går vi nemlig ikke så meget op i det der med varieret kost, men til gengæld bruger vi mange penge på kantinekaffe!
Skriveland har sin helt egen tidszone, dagene går hurtigt, men timerne snegler sig afsted. Indbyggene har et ambivalent forhold til tiden, for selv om skriveland måske ikke er det bedste sted at slå sig ned permanent, frygter de også for d. 5. januar hvor deres opholdstilladelse udløber… Skriveland er en ret lukket stat, kun den nærmeste familie kan få tildelt visa, og skal man have udrejsestilladelse, kræves der absurde mængder papirarbejde. Resultatet bliver, at Skrivelands indbyggere efter kort tids assimilation forvandles til sortsnakkende, isolerede særlinge, der ikke kan tale om andet end nationalretten, og så naturligvis de store, vigtige og nødvendige Opgaver, som i sin tid fik dem deporteret fra Den Virkelige Verden til Skriveland.

Kommunikation med den omgivende verden er dog tilladt indenfor visse rammer, så send mig en hilsen, vil du?

Kim Larsen-retorik

Der er sagt og skrevet meget om Kim Larsens “Gesundheit macht frei”-kampagne. Jeg har ikke rigtig selv haft nogen decideret mening om sagen, men jeg har med interesse fulgt de forskellige typer af argumenter som har været på banen fra rygernes side – det kræver jo som regel mere kreativitet at strikke et godt forsvar sammen når man har en så broget sag. Jeg har identificeret følgende strategier:

Offerargumentet: Vel nok det mest alment accepterede. Det er synd for rygerne, for de er jaget vildt som foragtes af alt og alle, derfor skal vi huske at huske at de også er mennesker, og ikke være så grove overfor dem. De vil jo bare gerne være i fred.

Reductio ad Hitlerum: Fremover kendt som Kim Larsen-argumentet, Gesundheit macht frei, Hitler ville heller ikke have at hans SS-soldater røg, så derfor er rygeforbud på offentlige steder vistnok noget værre nazistisk fis. Ehm…

Frihedskæmperargumentet: Direkte afledt af ovenstående, men lige dét mere sofistikeret. Rygeren er frontkæmper for den frie vilje og retten til at vælge selv. Rygeren er the brave and lonesom cowboy der “tør gå mod offentlig forargelse og risikere stening på togstationen” (credits til Harning, fedt citat). Rygning er et udtryk for rebelskhed og bør faktisk som sådan hyldes i vores konforme samfund.

Er der nogen jeg har glemt?

Hvad jeg selv mener? Folk må da gøre hvad de vil med deres lunger og blodårer, bare jeg bliver fri for at få det i ansigtet på steder hvor jeg har betalt for at komme ind eller ikke har mulighed for at gå min vej fra.

Dagens jubelord II

Nemlighed

Fundet her på Afskaf provinsen, den nyeste tilføjelse i min rss-læser (skarpe observationer, skarpt sprog, egne kommaregler – hermed anbefalet!).

Nemlighed er lidt i familie med skråsikkerhed, og illustreres meget godt med et Pia Kjærsgaard-citat: ”Jeg er ligeglad med hvad billederne viser. Jeg har min opfattelse af hvad der skete og det er godt nok for mig.”* Det giver også allusioner til Platons hulelignelse “bare skygger på væggen, siger du? Fis – det er den ægte vare, jeg har selv set det!” Nemlighed er altså når man er så sikker på at have ret, at sandheden bliver sådan jævn irrelevant, nogle gange fordi den er for kompliceret at sætte sig ind i, andre gange fordi den ikke lige passer så godt til den pointe man ønsker en stor, fed streg under.

Jeg spekulerer på om ikke nemlighed er en slags ond tvilling til doxa (som bruges af bla. Platon i betydningen ‘praktisk viden’, modsat teoretisk-rationel viden eller ‘episteme’ (for Platon ‘rigtig’ erkendelse)). Filosofferne og de hardcore (natur)videnskabsmænd arbejder med episteme, de eviggyldige og uimodsigelige sandheder. Men den slags kan være lidt langsommeligt at nå frem til (hvad er meningen med livet? Findes Gud? Er tyngdekraften absolut?). Derfor nøjes vi retorikere og de fleste andre mennesker med doxa – det vi regner med, det som er tilfældet og praxis nu og her og så videre.

Nemlighed er doxa, som ophøjes til episteme. Oui?

*Fra den der hændelse med de der SFU-ere som så viste sig at være SUF-ere

Den BA vi ikke taler om

Skal snart til at tage form. Min underbevidsthed arbejder på overtid for at finde noget som både kan være retorisk interessant og og sådan bare interessant nok i det hele taget til at jeg gider beskæftige mig med det frem til 5. januar.

Og jeg tror jeg er ved at have en idé. D. 19. maj skød regeringen en kampagne om det personlige ansvar i luften. Til den kampagne hører et website. Det website vil jeg gerne kigge nærmere på. Både fordi det er aktuelt (hvilket vil sige at der ikke er nogen der allerede har skrevet noget om det – alt ligger åbent for mig!), fordi det kan blive en spændende kombi af visuel analyse og indholdsanalyse, og ikke mindst fordi tanken om at analysere endnu en Obama-tale giver mig TICS.

For hvem det måtte interessere, forestiller jeg mig foreløbigt at den teoretiske indgangsvinkel bliver noget etos & genreteori. Hvilke genreforventninger skaber sidens form og indhold hos publikum, og hvordan honoreres disse forventninger. Min tese er vist noget i retning af at sitet lider af gallopperende signalforvirring fordi afsenderen ikke gør det klart om siden skal bruges til indsamling af borgernes holdninger, til oplysning om regeringens initiativer eller til debat mellem borger og regering.

Så langt så godt, stay tuned!

Dagens jubelord

Versaladr

Er det ikke et fantastisk udtryk? Versal-adr. Jeg faldt over det i indlægget her på Taletank – endnu en af de mange gode retorikblogs jeg har fundet i løbet af denne relativt indholdstomme arbejdsdag. En bunke links følger ved lejlighed.

Versaladr (er det mon et navneord?) betegner en tendens til at versalere i øst og vest. Jeg er også selv skyldig i forbrydelsen, mest fordi jeg synes det er sjovt at kunne give Ganske Almindelige Vendinger ekstra pondus og autoritet – for det er jo det, der sker når vi versalerer ord og begreber. De bliver officielle, autoritative og uimodsigelige – enestående, faktisk – for versaler er jo oftest noget vi forbinder med egenavne. Og pludselig er positiv psykologi eller evangelisk luthersk missionsforening* forvandlet til Positiv Psykologi (The one and only, alt andet er negativt!) og Evangelisk Luthersk Missionsforening (de andre lutherske missionsforeninger er – modsat denne – uevangeliske(?)).

Supersmart, og supersjovt i al sin cheasyness.

*Og se hvor sjovt – versaleringen forvandler faktisk her beskrivelsen (en missionsforening som er evangelisk & luthersk) til et egenavn.

14 dage efter…

Hænger vi stadig i med den retoriske kritik. Der mangler nu kun en god håndfuld taler frem mod eksamen d. 19, og vi er ved godt mod! Har endda fået temasang og alt muligt… Jeg er mere træt af madpakker end ord kan beskrive og har nok også lagt lidt for mange penge i KUAs kantine, men fred være med det for arbejdet bærer frugt. Vi blir klogere og klogere og blegere og blegere.

Den strukturerede plan over den sidste uge

Den sørgelige virkelighed

Koncentration…

Læsegruppemøde og planlægning af de næste tre ugers arbejde. Nu med guldtush, plancher og andet Strategic Buisness Management-gejl. Fik jeg nævnt, jeg elsker kontrol? Det blir stort, det her.

Paradox

Ude på mit studie går vi vældig meget op i formidlingens ædle kunst. Når man taler eller skriver om et emne, skal det være sagligt, pædagogisk, overbevisende og forståeligt.

Så HVORFOR i alverdens riger og lande er der så mange af de tekster der skal
 forestille at lære os om tilgængelighedens svære kunst, der er skrevet på snøvlende engelsk af teoretikere der tror de er akkordlønnede på lix-tal, trykt efter princippet ‘mest mulig text på mindst mulig mængde papir’ – dvs at afsnit, underoverskrifter og linieskift er noget man må drømme sig til???

Bevares, der findes masser af undtagelser, men nu havde jeg lige lyst til at skælde ud over det her – så læser jeg jo ikke imens…