Chat-etikette (og sms?)

Jeg har de sidste par dage funderet lidt over min og andres brug af short-message kommunikationsformer som chat og sms.  Jeg er en kvinde. Jeg har tendens til at overfortolke og læse ting ind i udsagn, som slet ikke er der og aldrig har været der. Jeg kan bruge ulækkert lang tid på at spekulere over, om et kortfattet “okay” eller den manglende smiley efter “…” mon betyder, at jeg har sagt noget dumt i forgående besked. Og den slags er helt normalt for nogle (jo det er!) – og andre synes det er dybt åndssvagt. 

Forklaringen på min misforståenhed og andres uforståenhed ligger, tror jeg, i genreforventing. Eller, mere præcist, forventingen til hvilke sprogfunktioner den benyttede genre er til for at understøtte.

Vi opererer med (cirka) fire sprogfunktioner. (Roman Jakobsen startede med seks, Jørgen Fafner skar det ned til fire – de hedder dog stadig de Jakobsenske sprogfunktioner)

• Emotiv funktion (symptomfunktionen) Jegét – afsenderen udtrykker sig. 
• Konativ funktion: (signalfunktion) Du-påvirkning/du-styring
• Referentiel funktion: (symbolfunktion) Sags- og emnebehandling
• Fatisk funktion: fællesskabsbekræftende

Jeg kan se at jeg, både på chat og sms lystigt bruger og blander alle fire sprogfunktioner. Men det er her især de to sidste som er interessante og kan skabe ballade.

Jeg kender mennesker  (oftest kvinder) som vold-dyrker den fatiske og impulsive (så får jeg beskeder som “Ih, jeg elsker når solen skinner ” eller “Årh, sidder til vildt kedelig undervisning…:-S Hvad laver du?”) mens andre (oftest mænd) holder sig udlukkende til den referentielle funktion (beskeder som “ok”, “nej”, “måske” eller ” kl 20″).

Når vi bruger den fatiske funktion, socialiserer vi, som ude i virkeligheden. Sms bliver til en samtale, med hvad dertil hører af bekræftelser, smil, gestik og gensidighed.

Misforståelserne opstår så, når en person med en fatisk og referentiel tilgang, skal chatte med en person med en udlukkende referentiel tilgang til mediet. Eksempel:
Mig: “Hey, jeg holder fødselsdag på lørdag – kunne du tænke dig at kigge forbi?”
Referentiel svarmulighed: “Måske”
Fatisk svarmulighed: “Lyder hyggeligt Skal lige tjekke kalenderen hjemme…”

Overfører vi det til virkelighedens verden, vil jeg mene at det referentielle svar er på grænsen til det uforskammede. Men er det det i skriftlig kommunikation som chat og sms? Det kommer an på genreforventningerne. Indholdet i begge svar er det samme, den inviterede ved endnu ikke om han kan komme. Men indpakningen er langtfra ens.

Der kunne skrives mere og længe om både forkortelser, tegnsætning, brugen af smileys, betydningen af status som “optaget”, “Ikke til stede” og disses betydning for forventninger til responstid og sprogfunktion i svar (f.eks er et kort for hovedet-svar måske mere socialt acceptabelt når status er “optaget”?)

Men hvad synes du? Hvordan bruger du medierne her?

At glæde sig

Marts er en lang og kold og grå måned. Men der er lyspunkter, masser endda. Jeg glæder mig i den kommende tid til:

• Frokostpause fra læsningen, om ikke så længe. 
• Påskelejr. Den har jeg glædet mig til cirka siden jul, men det bliver mere og mere ubehersket forventningsfryd. Både det seminar Elli og jeg er ved at flikke sammen, den to be fantastiske bogcafé, gensynet med smukke mennesker fra nær og fjern og gamle dage, overraskelserne, talerne, selvforglemmelsen, søvnmangelen.
• Rust på torsdag. Hymns from Nineveh og The Late Parade – entré 30 kr. Ses vi mon kl 21?
• At begynde på projekt pimp Café Mødestedets website i Digitalt design. Det blir sjov.
• Bryllup. Søsterlil d. 2. maj, det blir stort. Hvad skal jeg ha på?
• Fiskefrikadeller i aften. Selvrørt fars & persille ad libitum.
• At tage hul på Universets Engle, modtager af Nordisk råds litteraturpris i 1995 af Einer Mar Gudmundsson. Det har stået lidt for stille med skønlitteraturen på det sidste. 
• At det bliver d. 16. marts, så jeg kan låne 3. sæson Desperate Housewives af Helene. 
• At cykle forbi biblioteket på vej hjem fra læsesalen og låne det nye Euroman med hjem.
• Varm kakao i aften. 

Hvad glæder du dig til?

Dagens jubelord II

Nemlighed

Fundet her på Afskaf provinsen, den nyeste tilføjelse i min rss-læser (skarpe observationer, skarpt sprog, egne kommaregler – hermed anbefalet!).

Nemlighed er lidt i familie med skråsikkerhed, og illustreres meget godt med et Pia Kjærsgaard-citat: ”Jeg er ligeglad med hvad billederne viser. Jeg har min opfattelse af hvad der skete og det er godt nok for mig.”* Det giver også allusioner til Platons hulelignelse “bare skygger på væggen, siger du? Fis – det er den ægte vare, jeg har selv set det!” Nemlighed er altså når man er så sikker på at have ret, at sandheden bliver sådan jævn irrelevant, nogle gange fordi den er for kompliceret at sætte sig ind i, andre gange fordi den ikke lige passer så godt til den pointe man ønsker en stor, fed streg under.

Jeg spekulerer på om ikke nemlighed er en slags ond tvilling til doxa (som bruges af bla. Platon i betydningen ‘praktisk viden’, modsat teoretisk-rationel viden eller ‘episteme’ (for Platon ‘rigtig’ erkendelse)). Filosofferne og de hardcore (natur)videnskabsmænd arbejder med episteme, de eviggyldige og uimodsigelige sandheder. Men den slags kan være lidt langsommeligt at nå frem til (hvad er meningen med livet? Findes Gud? Er tyngdekraften absolut?). Derfor nøjes vi retorikere og de fleste andre mennesker med doxa – det vi regner med, det som er tilfældet og praxis nu og her og så videre.

Nemlighed er doxa, som ophøjes til episteme. Oui?

*Fra den der hændelse med de der SFU-ere som så viste sig at være SUF-ere

Og der må gratuleres

For vi har endelig fået en længe ventet familieforøgelse leveret her til morgen. Betragt: Den Nye Mac. Så kan jeg have min i fred, det er ikke at foragte.

Ellers? Joh, sommerferie – helt ned i gear. Og en skriveblokade på størrelse med Falster, der kun blir værre som de interessante hændelser hvilsler om ørene på mig uden at blive blogget. Oh well, vi vender tilbage på de lange og triste efterårsdage hvor der alligevel ikke er andet at lave. Lige nu er der nemlig en hel masse ingenting der kræver min opmærksomhed!

Ny titel, tak

Jeg var træt af mit template.

Og jeg er træt af navnet på min blog. Det er bare ikke særlig fedt længere… Jeg ved ikke om det nogensinde har været det, måske fungerer citater bare bedst som citater og ikke som titler. Og det er vel også legalt at skifte navn efter halvandet år?

Så nye forslag vil blive modtaget med tak! Sproglige fiksfakserier eller catchy musiklyrik er på forhånd et hit – men overrask mig! Nej, der er ingen præmier bestående af udvalgte artefakter fra mit hjem, så I kan trygt foreslå. Kun æren.

Corporate bloggin’

Igår var der generalforsamling i ELU, min kirke-ting, og vi havde egentlig mange spændende ting oppe og vende. En af dem var at vi da sku på nettet, sådan for alvor. Og hvad har man arbejdsdage til, andet end at arbejde på den slags?

Så here goes: Mit første forsøg med en organisationsblog*.
Nu får vi se hvordan det går. Meget afhænger af hvor besøgt og beskrevet den bliver, både af ELU’ere og gæster – for jeg har vist rigeligt i én sæbekasse. Men sjovt bliver det – vil det fungere i et fællesskab på ca 25 mennesker med meget forskellige internetvaner og ditto kendskab? Det håber jeg egentlig lidt.
Første del af projektet bliver at få kastet så meget info som muligt ind på siden, dernæst forsøge at gøre det til en vane for ELU’erne at tjekke den, og sidst gøre den interessant og vedkommende for tilfældige forbipasserende. Det sidste blir nok det sværeste, men ét skridt af gangen. Jeg er heldigvis ikke alene om projektet, da alle med et medlemskort kan blive gæsteskribenter og (hvis de virkelig fedter nok) administratorer.

*Eller, nej ikke helt – der var også en gang i KFS, men den døde en hurtig og stille død… Hverken tiden eller jeg var helt moden!

Skrivestimuli

Så sidder jeg her foran (bag?) skærmen endnu en lørdag aften. Uhm, det er så dejligt, svagt at kunne høre det sociale liv suse forbi udenfor og mærke tomheden indfinde sig, mens ens venner langsomt glemmer en…

Men der er jo den her gymaften der skal laves, og i aften skal den have en ordentlig skalle. Når nu Jesper alligevel skulle se film med drengene.

Så jeg har foræret mig selv de optimale rammer for en god gang skrivning. For mig er det noget i retning af:

1. Stilhed – musik er bandlyst, det er ordene på skærmen der er i centrum.
2. Rødvin ad libitum – altså sådan et moderat ad libitum, jeg skal kunne ramme tasterne, men ordene flyder nu bare lettere når 10 % af den censur min hjerne normalt udøver på mine sætninger er ophævet.
3. Absolut solitude.
4. Moderat til stærkt tidspres.
5. Mørke udenfor. Også gerne regn så jeg ikke fristes til at cykle nogensteder.
6. En vis form for periodisk kontrol over hvor megen tid jeg spilder på nettet…

Har du nogle skrivestimuli du vil dele med mig?

Bagklog top 5

Over ting jeg ville ønske jeg havde gjort i løbet af de forgangne 23 år:

1. Lært at spille på et eller andet instrument
2. Hørt bedre efter i matematik
3. Givet janteloven fingeren
4. Sagt nej tak til den første smøg
5. Set mere af verden udenfor DKs grænser

Den gode nyhed er vel, at det meste stadig kan nås

Forkrampet skriveblokering

Wolla, det er hårdt at være ung og lovende retorikstuderende med things to do. Kender I konceptet med, at jo mere man ved om tingene, desto sværere bliver det rent faktisk at gøre dem? Det gælder selvfølgelig ikke i alle situationer, men lige nu hvor jeg sidder og spekulerer intenst over fortællerstemmer, fokus, disposition, evidentia og slige ting er det som om jeg får skrevet mindre og mindre på den artikel som faktisk gerne skulle blive resultatet af sliddet og skaffe mig 2,5 ects mere til samlingen.

Problemet med at sidde mutters alene og skrive om en café og mose rundt på deres hjemmeside er, at jeg konstant får lyst til en kold øl, nachos, snak, livemusik eller bare en velbrygget kop kaffe. Nå, sidstnævnte kan vel klares.

:pause:

Ah, det var godt. Det er utroligt som de sidste 500 ord er de sværeste. De kommer vel i aften når jeg skal ind og reseache – alene. Hvad er det lige der er med at gå på café alene? Især et sted hvor der er 98% chance for at støde ind i et perifert bekendskab som så kan tænke ‘nå da, Annie går nok på café alene – en onsdag aften!’ Men halleluja for bærbar computer, kaffe, cigaretter og en ophøjet vigtig mine, der forhåbentlig kommer til at udstråle at jeg altså ikke sidder herovre i hjørnet for sjov, men fordi det jeg laver er meget, meget vigtigt!

Lalalala… Nå, skulle jeg skrive lidt? Jamen jeg skriver jo. Men ikke på det jeg skal skrive. Kom op i gear, du kan jo godt, det er slet ikke så svært når man først får det lært. Lalalala… Pjækkede jeg virkelig fra undervisning for dette?

Hm, jeg er sulten…

:pause:

…Og still going strong. Mad er godt. 1354 ord og godt på vej mod de 2000, resten er jo peanuts, ren walkover. Det skal bare lige vinkles, slibes, skærpes og hvad ved jeg når den her kop kaffe er drukket. Nogle vil påstå man bliver sær af at sidde hjemme en hel dag og glo ned i et tastatur. Jeg vil give dem ret, på et tidspunkt tar man sig selv i at tysse på computeren fordi blæseren går helt amok og overdøver Efterklang på anlægget – er det et symptom på noget? Eller at tale til sin blog. Det er nok heller ikke helt sundt. Medier om medier, som Anders og Anders ville ha sagt det. At tale om at tale om sagen i stedet for at gøre noget ved det. At skrive om det at skrive fordi man ikke kan tage sig samme til det man skal skrive. Og vil man ikke stå ved at man er en slapsvans uden rygrad og arbejdsmoral kan man altid skjule sig bag det skønne upersonlige ‘man’, uhn – I’m lovin it! Ren meta, det er det de unge vil ha. Nå, hvor kom vi fra.

Så blev det tirsdag igen…

Og hvor må jeg have haft et spændende liv i de tre dage som er gået siden der sidst var livstegn her på bloggos.

Oh ja, jeg har både malet lejlighed, sorteret kasser, skrevet og afleveret en opgave, rettet en dansk stil, lavet burgere, været i kirke, blevet genkendt som kendt og på loppmarked – så kom ikke og sig at der ikke sker noget.

Og nu vil jeg ned i min kiosk og købe et fødselsdagskort til lillesøster som bliver 5 år i morgen. Det er jo en skelsættende fødselsdag – det er i hvert fald den første af mine egne fødselsdage jeg er i stand til at genkalde. Jeg fik en pony… Så er det sagt.

Hvilken fødselsdag er den første du kan huske – og fik du nogle gode gaver?