Alt godt har en ende

Eller i hvert fald noget af det. Det ser lidt ud som om at adblockere er ved at finde vej ud til den brede befolkning, ellers ville Berlingske vel ikke besvære sig med at afskære mig fra deres nyheder. Øv, altså! Men hvis jeg partout skal stilles overfor valget mellem gratis nyheder hos Berlingske eller blinkende bannere med pandaer, politikere og biler i alle regnbuens farver, så er det faktisk ikke så svært…

Men – set i forhold til diskussionen om Aidonline, så er det vel egentlig lige så undergravende for de gratis sites eksistensberettigelse at jeg nægter at se på reklamerne, som når Aidonline tryller et andet billede ind i stedet for det som sitet bliver betalt for at have, eller hvorn? Er jeg nu skurk alligevel?

(Og til dem der undrer sig over hvorfor i alverden jeg pludselig begynder at blogge igen efter så lang og larmende tavshed, så er svaret naturligvis, at jeg netop nu burde sidde og skrive på noget helt andet…)

Gider I lige?

Føje Skiftingen til jeres rss-reader? Det er Jeppe, og måske en dag Rasmus. Det er faktisk ret godt, hvis man er til psykologi, kunst, feminisme og ukontrollable svinere – men vi er kun to der kommenterer, så der er lidt stille. 

Tak herfra.

Twitter…

Er det ikke lidt ligesom facebookopdateringer*, bortset fra at jeg kan nøjes med at læse dem jeg faktisk gider?  Måske jeg skulle komme mig over min instinktive modvilje, så? Eller hvad? Hvad kan Twitter give mig, udover noget at blogge om og undres over? Hvad giver det dig?

*Ja ja, jeg ved godt Twitter egentlig kom før facebook, men af en eller anden grund brager det igennem alle steder i disse dage, her og her og her  og her f.eks.

Chat-etikette (og sms?)

Jeg har de sidste par dage funderet lidt over min og andres brug af short-message kommunikationsformer som chat og sms.  Jeg er en kvinde. Jeg har tendens til at overfortolke og læse ting ind i udsagn, som slet ikke er der og aldrig har været der. Jeg kan bruge ulækkert lang tid på at spekulere over, om et kortfattet “okay” eller den manglende smiley efter “…” mon betyder, at jeg har sagt noget dumt i forgående besked. Og den slags er helt normalt for nogle (jo det er!) – og andre synes det er dybt åndssvagt. 

Forklaringen på min misforståenhed og andres uforståenhed ligger, tror jeg, i genreforventing. Eller, mere præcist, forventingen til hvilke sprogfunktioner den benyttede genre er til for at understøtte.

Vi opererer med (cirka) fire sprogfunktioner. (Roman Jakobsen startede med seks, Jørgen Fafner skar det ned til fire – de hedder dog stadig de Jakobsenske sprogfunktioner)

• Emotiv funktion (symptomfunktionen) Jegét – afsenderen udtrykker sig. 
• Konativ funktion: (signalfunktion) Du-påvirkning/du-styring
• Referentiel funktion: (symbolfunktion) Sags- og emnebehandling
• Fatisk funktion: fællesskabsbekræftende

Jeg kan se at jeg, både på chat og sms lystigt bruger og blander alle fire sprogfunktioner. Men det er her især de to sidste som er interessante og kan skabe ballade.

Jeg kender mennesker  (oftest kvinder) som vold-dyrker den fatiske og impulsive (så får jeg beskeder som “Ih, jeg elsker når solen skinner ” eller “Årh, sidder til vildt kedelig undervisning…:-S Hvad laver du?”) mens andre (oftest mænd) holder sig udlukkende til den referentielle funktion (beskeder som “ok”, “nej”, “måske” eller ” kl 20″).

Når vi bruger den fatiske funktion, socialiserer vi, som ude i virkeligheden. Sms bliver til en samtale, med hvad dertil hører af bekræftelser, smil, gestik og gensidighed.

Misforståelserne opstår så, når en person med en fatisk og referentiel tilgang, skal chatte med en person med en udlukkende referentiel tilgang til mediet. Eksempel:
Mig: “Hey, jeg holder fødselsdag på lørdag – kunne du tænke dig at kigge forbi?”
Referentiel svarmulighed: “Måske”
Fatisk svarmulighed: “Lyder hyggeligt Skal lige tjekke kalenderen hjemme…”

Overfører vi det til virkelighedens verden, vil jeg mene at det referentielle svar er på grænsen til det uforskammede. Men er det det i skriftlig kommunikation som chat og sms? Det kommer an på genreforventningerne. Indholdet i begge svar er det samme, den inviterede ved endnu ikke om han kan komme. Men indpakningen er langtfra ens.

Der kunne skrives mere og længe om både forkortelser, tegnsætning, brugen af smileys, betydningen af status som “optaget”, “Ikke til stede” og disses betydning for forventninger til responstid og sprogfunktion i svar (f.eks er et kort for hovedet-svar måske mere socialt acceptabelt når status er “optaget”?)

Men hvad synes du? Hvordan bruger du medierne her?

Når nu facebook…

Suger alle kræfter ud af blogland (undtaget de få rå, der stadig poster nogenlunde regelmæssigt og indholdsrigt) må man bare slå igen – if you can’t beat them, copy-paste. Nedenstående dialog (eller hvad det er), fortjener også (i lighed med denne) at blive highlightet. 

Virtuel eller bare virkelig?

Hvor virkelig er den virkelighed du sidder i lige nu? Du sidder foran skærmen og læser nogle ord, skrevet af mig som du måske kender godt – eller måske aldrig har mødt. Men bliver den samtale, bestående af mine tanker og ord og dine tanker og kommentarer mindre virkelig (og dermed mindre værd) af ikke at foregå i det, nogen kalder den virkelige verden, face to face over en kop kaffe eller tilfældigt ved et busstoppested?

Det havde jeg en spændende snak om igår, som gav mig lidt at tænke over. Jeg blev overrasket over at flere af mine venner mente, at de sociale fællesskaber og foraer der findes på nettet faktisk er mindre værd, overfladiske og underlegne i forhold til de fællesskaber vi færdes i i den fysiske verden. Det mener jeg ikke de er. De er forskellige fra de fysiske, ja – men dårligere? Ikke nødvendigvis. 

Jeg tror ikke at fællesskaber på nettet kan stå alene eller bør erstatte mellemmenneskelig kontakt, men jeg tror de kan være et supplement, og for nogle endda bidrage med ting som den fysiske verden ikke altid kan tilbyde – og dermed faktisk bliver en integreret og værdifuld del af min sociale virkelighed.

Hvad mener du?

Faglig bistand, tak

Jeg har et spørgsmål. Til alle jer sociologer, psykologer, antropologer og lommefilosoffer outthere. Det er et spørgsmål angående kvindens natur, og hendes omgang med billeder i forbindelse med den guldkalv vi i daglig tale kalder facebook.

Jeg synes der er en pudsig forskel i måden mænd og kvinder bruger deres profilbilleder på. Mænd har oftest et billede af sig selv – og kun sig selv. Kvinder – ikke alle, men en signifikant andel vil jeg alligevel mene – har det med ikke at kunne stå alene på billedet. Der skal gerne være en kindkyssende veninde, en brudgom i habit, en sød lille baby, en gravid mave eller en mandig kæreste hun kan stå og putte sig ind til. Tag lige en kigger rundt på dine venners billeder, den er altså god nok!
Ud af 313 venner (Der var 4 jeg glemte at tælle) heraf 152 kvinder var de 30 ikke alene på profilbilledet og det samme gjaldt for 12 ud af 149 mænd. Det giver hhv 19,7 % og 8 %

Og spørgsmålet kommer nu: Hvorfor?

Er det fordi vi er for usikre til at være alene på et billede? Er det fordi vi har en mere flydende grænse mellem os selv og omgivelserne? Er det fordi vi har den der højtbesungne sociale intelligens og bare ikke kan lægge den fra os? Er det fordi det er en mere eller mindre ubevidst i vores profiler prøver at flashe hvor gode veninder/mødre/kærester vi er? Eller…?

Jeg undres. Og kan som sædvanlig ikke finde ud af om jeg synes det er er sørgeligt uselvstændigt, feminuttet eller bare ligemeget.

Eksempel på (tidligere – og meget nydeligt (åh, hvad ville man ikke gi for sådan en strålende klar hud!)) profilbillede: JLo med sit dyr, Timotheus (join hans fangruppe i dag!).

Yndlingsaversion

Vi har vel alle nogle ting vi elsker – og så nogle andre ting vi elsker at hade. Ikke at det her indlæg skal handle om langsomme cyklister eller Manchester United, det skal handle om min yndlingsaversion numero einz: Kædebreve. Dumme kædebreve.

Det kan være lige fra phishingmailen og “Nu lukker vi snart din hotmailkonto (jeg har gmail?!?)” over de der “send videre, så får det her lille barn penge til sin cancermedicin” på din facebook-wall, til de sms’er der lover død og ødelæggelse over resten af dit kærlighedsliv hvis ikke du sender en besked til 15 venner og også truer dem.

Der er to nødvendige ting for at dette økosystem fra Helvede skal kunne opretholdes: Folk der starter kæderne, og folk der sender dem videre. Førstnævnte har vel oftest et økonomisk eller emotionelt motiv – de er enten ude på at fuppe dig, eller også har de så usselt et liv at det eneste de kan se mening med er at… Øh, ja.
Det sjove er at den overordnede faktor der ser ud til at binde disse to sammen er: Dumhed. For afsenderne kan oftest hverken stave eller tænke i hele sætninger, og videresenderne kan ikke gennemskue at når nedenstående eksempel er forfattet som det er, SÅ ER DET NOK IKKE STARTET AF “FACEBOOK” – EN RELATIVT GIGANTISK VIRKSOMHED, DER VEL NOK HAR RÅD TIL ET LILLE LOGO ELLER BARE EN KORREKTURLÆSER!

22. oktober kl. 16:07
Svar Facebook er for nyligt blevet meget overfyldt. Derfor har mange medlemmer klaget over, at Facebook bliver meget langsom. Rapporten viser, at årsagen er, at der er for mange ikke-aktive medlemmer og på den anden side for mange nye medlemmer.
Vi vil sende disse meddelelser rundt for at se, om medlemmer er aktive eller ej.
Hvis du er aktiv, bedes du sende til 15 andre brugere, der anvender Kopier + Sæt ind for at vise, at du er aktiv. De, der ikke sender denne besked i løbet af2 uger: Brugeren vil blive slettet uden tøven for at skabe mere plads, hvis Facebook er altid fyldt med godhed, vi beder om donationer, men indtil da send denne besked til alle dine venner, og vi forsikrer Dem sende denne meddelelse til at vise mig, at dit aktive og unsuppressed.

Nu tager jeg en dyb indånding, og ønsker jer allesammen en dejlig, kædebrevsfri, weekend.

Facebooks eksistensberettigelse:

Hviler ene og alene i øjeblikke og ordvekslinger som nedenstående:

Det er jo næsten et haiku-digt. I hvert fald kunst, spontan kunst. Sweet.

Den BA vi ikke taler om

Skal snart til at tage form. Min underbevidsthed arbejder på overtid for at finde noget som både kan være retorisk interessant og og sådan bare interessant nok i det hele taget til at jeg gider beskæftige mig med det frem til 5. januar.

Og jeg tror jeg er ved at have en idé. D. 19. maj skød regeringen en kampagne om det personlige ansvar i luften. Til den kampagne hører et website. Det website vil jeg gerne kigge nærmere på. Både fordi det er aktuelt (hvilket vil sige at der ikke er nogen der allerede har skrevet noget om det – alt ligger åbent for mig!), fordi det kan blive en spændende kombi af visuel analyse og indholdsanalyse, og ikke mindst fordi tanken om at analysere endnu en Obama-tale giver mig TICS.

For hvem det måtte interessere, forestiller jeg mig foreløbigt at den teoretiske indgangsvinkel bliver noget etos & genreteori. Hvilke genreforventninger skaber sidens form og indhold hos publikum, og hvordan honoreres disse forventninger. Min tese er vist noget i retning af at sitet lider af gallopperende signalforvirring fordi afsenderen ikke gør det klart om siden skal bruges til indsamling af borgernes holdninger, til oplysning om regeringens initiativer eller til debat mellem borger og regering.

Så langt så godt, stay tuned!