…Er en god morgen. Leif Andersen har skrevet en essayistisk andagt om hvorfor. Den er lidt lang, måske har du læst den før – jeg har mange gange, men læs den nu alligevel. Enjoy:
Godmorgen.
Det er ellers ikke et ord, der sådan lige falder mig på tungen. Jeg har et noget anstrengt forhold til morgener. De er ikke gode, de er grusomme. Normalt står jeg op kl. 7, begynder at undervise kl. 8 og vågner kl. 9.
Men jeg må indrømme, at der var én morgen, jeg kan være med på at kalde ”God”. Den bedste morgen af dem alle. Alle morgeners moder.
Dén morgen er så god, fordi den retter op på den værste aften af alle. Den forfærdelige aften, hvor Gud gik rundt i Edens have, da dagen blev sval. Den aften, hvor mennesket havde skjult sig for sin Gud, og Gud kunne ikke finde sit menneske: ”Adam, hvor er du?”
Da sænkede mørket sig over os. Det blev aften – og det blev morgen!
Meget, meget, meget senere. Det var en lang nat, men det blev morgen:
”Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalena ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven”
Nu er det mennesket, der går rundt i haven. Mennesket går og græder, for hun kan ikke finde sin Gud. ”Maria stod udenfor ved graven og græd,” står der.
… jeg ved det ikke. Jeg kan selvfølgelig ikke sige det sikkert. Men jeg tror, at Gud simpelthen har iscenesat opstandelsens morgen sådan, at den i detaljer modsvarer og genopretter syndefaldets aften. Jesus bliver ikke gravlagt på en kirkegård fyldt med råddenskab og skeletter. Han bliver gravlagt i en have, i en ny grav hvor der ikke har ligget nogen før. Ikke en dødshave, men en livshave. Og nu spirer livets træ igen i Edens Have – efter alle disse års død og mørke:
For nu er det mennesket , der går og græder, for hun kan ikke finde sin Gud: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke hvor de har lagt han.” siger Maria:, ”Gud, hvor er du?”
Hvorfor er det nu lige, jeg er så glad for denne morgen – den morgen for mange hundrede år siden, hvor det endnu var mørkt?
En af grundene er nok , at jeg jo godt kan genkende Marias gråd. Jeg kender godt Marias oplevelse der i morgenmørket: Den, at min Gud er blevet væk, at jeg ikke aner, hvor de har gjort af ham:
Har de stuvet ham væk i Darwins værker, overflødig og gammeldags?
Døde han i religionstimerne i gymnasiet og blev begravet i sammenlignende religionsvidenskab?
Sprang han i luften i Big Bang?
Og allerværst: Har han vendt mig ryggen – har han svigtet mig i venners og families lidelse? Hvorfor virker Gud sommetider så passiv, at han må være død og borte?
”Jesus sagde til hende: ’Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter? Hun mente, at det var havemanden og sagde til ham: ”Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham. ”Jesus sagde til hende: ”Maria!” Hun vendte sig om, og sagde til ham på hebraisk: ”Rabbuni” – det betyder Mester.”
Hvorfor er det nu lige, jeg er så glad for opstandelsens morgen? Bl.a. fordi der ikke er noget, der kan sammenlignes med at stå der og tude: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke hvor de har lagt ham. ” – og så opdage, at det er ham jeg står og snakker med, at han nævner mit navn, at han er kommet til mig og jeg må komme til ham. Det er det største morgenmirakel i verden.
Hvorfor var det nu lige, at Maria blev så glad på opstandelsens morgen?Fordi hun blev, hvor hun var. Selv om hendes Herre var død og borte, og hun ikke engang kunne finde hans lige længere, så vendte hun sig ikke bort og sneg sig væk, hun blev, hvor hun var. Og Gud og hans menneske fandt hinanden igen. Jesus ”Maria!” retter for evigt op på Guds ”Adam, hvor er du?”
Hvis min Gud er død og borte, så skal jeg stadig blive, hvor jeg er. Stadig gå rundt der, hvor han var engang. Blive ved med at høre hans ord, hvor jeg kan høre det – blive ved med at komme til ham i bøn. Blive ved med at fortælle ham, at han er død og borte for mig. ”Gud, hvor er du?”
Og så vil jeg en dag opleve, at det er ham jeg står og snakker med,. Og at han nævner mit navn.
Jeg vil ønske dig en god dag, en dag i lyset af alle morgeners moder.
Nej, hvor er det smukt. Jeg har altid haft en svaghed for murstenstunge, velfortalte, episke slægtsromaner med et strejf af røverhistorie. Isabel Allende har gjort det, Salman Rushdie har gjort det – og i det fornemme selskab skal Carsten Jensen i dagens anledning også nævnes.
