Øl-karma

Dette er en lille sandfærdig historie der vil udstille mig som et middeldårligt menneske, som får en lærestreg til sidst.

Det er en almindelig hverdagsaften og jeg skal om til en veninde og vende verdenssituationen over en dåseøl og et stop vandpibe. Fakta skal hjælpe mig med første del: skaffe øl. Samme Fakta har Fuglsang på dåse på tilbud, sådan et par stykker skal jeg da have. Men her sker det der ofte sker når man prøver at balancere med for mange ting på én gang: En af dåserne glider mig af hænde på vej op mod kassen. Den falder gennem luften, rammer gulvet et par gange, hopper, danser, ruller, triller og lægger sig pænt til rette. Men sådan en rystet øl vil jeg da ikke have, så den ryger retur til hylden.

Et par kilometer senere, udenfor en blok i Nordvest, fumler jeg med min taske, og en Fuglsang ser sit snit. Den falder gennem luften, rammer asfalten et par gange, hopper, danser, ruller, triller og giver sig hidsigt til at sprøjte gylden væske ud gennem de af asfalten tilføjede sår og huller.

Moralen må være at frem og tilbage er lige langt, og at der er nogen der kigger, når jeg indirekte ryster andre folks øl!

Virtuel eller bare virkelig?

Hvor virkelig er den virkelighed du sidder i lige nu? Du sidder foran skærmen og læser nogle ord, skrevet af mig som du måske kender godt – eller måske aldrig har mødt. Men bliver den samtale, bestående af mine tanker og ord og dine tanker og kommentarer mindre virkelig (og dermed mindre værd) af ikke at foregå i det, nogen kalder den virkelige verden, face to face over en kop kaffe eller tilfældigt ved et busstoppested?

Det havde jeg en spændende snak om igår, som gav mig lidt at tænke over. Jeg blev overrasket over at flere af mine venner mente, at de sociale fællesskaber og foraer der findes på nettet faktisk er mindre værd, overfladiske og underlegne i forhold til de fællesskaber vi færdes i i den fysiske verden. Det mener jeg ikke de er. De er forskellige fra de fysiske, ja – men dårligere? Ikke nødvendigvis. 

Jeg tror ikke at fællesskaber på nettet kan stå alene eller bør erstatte mellemmenneskelig kontakt, men jeg tror de kan være et supplement, og for nogle endda bidrage med ting som den fysiske verden ikke altid kan tilbyde – og dermed faktisk bliver en integreret og værdifuld del af min sociale virkelighed.

Hvad mener du?

Smuk søndag

Nogle gange kan sebtember være så smuk så man næsten glemmer at den har fortrængt både juli og august, og endda lægger op til oktober. I dag var en af de dage. Jeg var efter kirke en tur i Trekroner og besøge Signe i hendes telt – og hvilket telt! Nærmeste nabo var en tipi, næstnærmeste et større økologisk bofællesskab med børn over det hele, køkkenhave, geder, hængebugsvin og stokroseidyl i en grad der næsten kan få en jyde til at blive ubehageligt tilmode – vi er på landet, hvor er fluerne? Men skønt og dejligt var det at lave pandekager på trangia og kigge ud over markerne, det får jo nærmest den der BA vi ikke taler om til at glide i baggrunden. Dejligt! En guidet fototour:

Kinesisk hængebugsvin, de kunne godt lide at blive kløet og laver virkelig nogle fede lyde!

Og en sød lille hvid ged

Tipi

Tipi-to-be. I forgrunden Signes telt.

Pandekage-to-be

Venter på pandekager. Venter længe.

Aftensol over bofællesskabet.

Og fra cykelturen hjem, en huskmitnavn på rådhusbusterminalen.

Og til sidst, det fik jeg godt nok ikke noget billede af, men på Stefanskirken på Nørrebrogade hang et banner med følgende ordlyd:

SKAM
DIG
IKKE
DET
ER
IKKE
DIN
SKYLD
- LÆNGERE

God søndag.

Lille, blød og sårbar

Det beskriver vist min sjæl og person meget godt fra morgenen af. Jeg kan ikke håndtere så mange indtryk, det skal gerne gå rigtig langsomt, og man skal helst være rigtig rar ved mig. Op af dagen hærdes jeg, og begynder at kunne håndtere verden igen.

Derfor er det aldrig, aldrig en god idé at hive mig ud af sengen klokken træls om morgenen, hælde stærk kaffe på mig og sende mig ud i en københavnske morgentrafik 5-10 minutter for sent på den.

For i mødet med det larmende inferno af trafikanter går mit bløde og tilbagetrukne morgenjeg i baglås, og forvandles til et hadsk og frådende monster uden respekt for hverken færdselslove eller medtrafikanter. Det er Jekyll og Hyde. Det er ikke behageligt, hverken for mig eller de andre omkring mig.Jeg bliver, hver eneste gang jeg skal cykle i myldretiden, overrasket og lettere chokeret over hvor ubehageligt et menneske jeg egentlig er, og hvor let det er at fortælle folk at de er nogle idoter med tegnsprog. Og mest af alt, hvor irriterende det er, ikke at kunne sig “undskyld, det var jo heller ikke sådan ment” når man senere på dagen er kølet ned og godt kunne se at ham billisten måske var i sin gode ret til at knalde hornet i bund af mig.

Men det kan jeg ikke se i øjeblikket når det sker, og denne morgen får billisten et sæt himmevendte øjne og tydelig hovedrysten, han kvitterer med endnu et langstrakt, aggressivt dyt – som jeg besvarer med en af de håndbevægelser jeg, når jeg er ved mine fulde fem, undlader at bruge. Han ruller vinduet ned, dytter igen og råber et eller andet på svensk hvori “helvete” i hvert fald indgår et par gange. Super. Konstruktivt. Efter sådan en lille hyggekonversation, var vi sikkert begge to klar til at have en rigtig dejlig dag…

Så altså – undskyld derude! Hvis jeg nogensinde møder dig på Kongens Nytorv klokken 7.55 skal du vide, at hvad jeg end råber af dig, er det ikke sådan ment. Det er slet ikke mig.

Valentinstese:

De kvinder der skumler mest over hvor kommercielt og opstyltet alt det her halløj med blomster, chokolade og låååååååve er, er de selvsamme kvinder som på denne aften sidder alene på arbejde uden nogen af delene!

Sådan nogle som mig.

Har jeg fat i noget?

At være et halvdårligt menneske…

…Og have det forbløffende godt med det, er nok noget de fleste af os – i hvert fald mig selv – kan genkende. Følgende scenarie udspillede sig idag, da jeg cyklede hjem fra universitetet:

Annie cykler på sti gennem Mjølnerparken, og overhaler en buttet, præ-pubertetsdreng af anden etnisk herkomst i gangsteruniform (baggypants, dynejakke, hue). Knægten er åbenbart også wannabegangzter hvad angår attitude – for han hopper (ikke udpræget elegant) hen imod mig med et udtryk som vist skulle være truende, hvis han altså ikke havde været alene, 12 år gammel og lidt flommet. Så jeg bliver ikke bange, og det fortæller jeg ham også over skulderen da jeg kører videre.

Han replicerer at jeg er “en fucking dansker der kan passe mig selv” – og her sker det så helt af sig selv, min højre, vanteløse hånd bliver vægtløs, løftes fra styret i skulderhøjde og giver ham den der finger, du ved nok.

Det var ikke pænt gjort. Det er mig der er rescoursestærk, mig der burde ha overskuddet og kunne være ligeglad, mig der ikke skulle lade mig provokere, men bare vende den anden kind til…

Suk, så meget for den mellemmenneskelige kærlighed – den virker fint, lige til jeg bliver provokeret og kan slå igen uden at frygte noget (havde selvfølgelig aldrig gjort det hvis han havde været større, der havde været flere, de havde haft hunde, eller kunnet se hvilken gård jeg drejede ind i – men én lille dreng, kan jeg lige klare… Flot!).

Hvad kan æteren egentlig tillade sig?

…Når det kommer til politiske viser og deslige? Det snakkede de om på p3 i eftermiddags, og det var egentlig ret spændende at høre på. Nogle af os kan måske huske da Hanne Vibeke Holst gik amok på Niarn over hans kvindesyn, og fik en sviner tilbage på hans næste single. For sådan en kran skal da ikke bestemme om Niarn siger bitch – og p3 skal nok spille det.

Der er plads til lidt af hvert i Danmarks radio. De to eksempler de talte om, var først Natasjas ‘Gi’ mig Danmark tilbage’, et festligt og dansabelt lille stykke venstreorienteret propaganda. Text og musik følger nedenfor.

Det næste eksempel, Århus V-rapperen Marwan med ‘Med en sten i hans hånd’. Den var i en lidt længere ude på overdrevet, både politisk og indholdsmæssigt men med et rigtig fedt beat der kan give det masser af airplay, hvis… Hvis altså vi er fuldstændig ligeglade med hvad vi smider i æteren af politiske holdninger?

Personligt synes jeg det er fedt, hvis der også er nerve og meninger i musikken – men hvad skal statsradiofonien tænke og mene i denne her sammenhæng – er der en grænse og hvor går den?

Her kommer i hvert fald Natasja:

Og Marwan:

Gud i cyberspace?

Så ramte efterårsferien – lige midt mellem øjnene. For mig betyder det familibesøg, læsning af diverse fag- & skønlitterære godter, arbejde på  projektet og derudover forberedelse til en  gymaften , som jeg har sagt ja til at holde først i november.

Temaet for aftenen er ‘Gud i cyberspace’. Og det er lidt af en rodebunke, for nu at sige det på en diplomatisk måde. Men jeg har da gjort mig en masse tanker om emnet og er endda gået så vidt som til at skrive nogle af dem ned. Det vil blive grebet an fra (cirka) tre sider:

1. Hvad kan internettet bruges til i min personlige vandring med Gud? Findes der redskaber derude som kan hjælpe de mere uspirituelle mennesker (som f.eks jeg selv) med at blive klogere på Gud med hjerne & hjerte? Her kan nok i parantes bemærkes at det er lige så let at blive rystet i sin tro, som opbygget – jeg har i hvert fald oplevet begge dele på nettet i grader som jeg ikke før havde oplevet, simpelthen fordi “udbuddet” og spændvidden af holdninger er større.
2. Hvordan kan jeg bruge de omfattende networkingsredskaber, f.eks facebook, myspace, debatsider, blogs usw der findes derude, til at sprede de gode nyheder – sagt på en anden måde: Er det globale fællesskab som vi med internettet blive en del af, en gigantisk missionsmark, eller er det stærkt overvurderet? Herunder måske en sidebemærkning om integritet på nettet – selv har jeg i hvert fald meget nemmere ved lige at lyde dét frommere og klogere her end jeg teknisk set er IRL – folk kan jo ikke tjekke mig… Og det er vel egentlig en anelse problematisk, hvis jeg ikke er den eneste der har det sådan?
3. Hvordan bruger vi alt det ovenstående i vores fællesskaber? Kan KFS-grupper f.eks bruge en facebook-gruppe til noget? Og hvordan undgår vi den grøft der hedder subkulturer og eksklusive fællesskaber bestående udelukkende af folk vi er enige med?

Son krøller på halen og løse tanker får folk også lov at bidrage med egne links og erfaringer – ellers bliver det let temmelig ensidigt (og en god gang gruppearbejde betyder også at min forberedelsestid bliver kortere… )

Jeg er pinligt klar over at det ikke er alle mennesker der er lige som mig, så derfor kunne det være fedt med nogle input på emnet. Så derfor, kære venner i kan I hjælpe mig med lidt inspiration til følgende punkter?

•  Litteratur om emnet – findes der noget som helst derude?
• Tanker – er det noget du har overvejet der her – eller bruger du det bare?
• Anything… Noget jeg absolut bør komme ind på men som ikke er nævnt her?

Yearh, på forhånd tak for hjælpen til hvem som helst der vil hjælpe

De halve timer

Hov – der gik den dag, og hvad fik jeg lige lavet?

Et af de emner der ofte var oppe at vende på teammøder da jeg arbejdede i KFS, var tidsstyring. Det er vist meget naturligt i et job hvor du aflønnes for 37 timer ugentligt men selv skal tilrettelægge og holde hus med disse timer. Det er ikke altid nemt, hvis man er indrettet som jeg er det.

Der går i hvert fald ofte overspringshandling og deraf følgende bondeanger og dårlig samvittighed i den, når jeg af og til bestemmer mig for at få noget fra hånden – sådan for alvor.

I går aftes til et bestyrelsesmøde kom emnet også op at vende, dog i en anden sammenhæng. Vores formand Mads havde engang læst et interview med en eller anden produktiv gammel mand som havde opnået en hel del i sit liv. Da journalisten spurgte ham hvordan han dog bar sig ad med at få lavet så meget svarede han som følger:

Det er altsammen et spørgsmål om at tage vare på sine halve timer

Jeg lå og spekulerede lidt på det i nat, og kom frem til at gubben altså har fat i noget. Dagen er bygget op af en stor, men alligevel overkommelig mængde af halve timer. Jeg plejer at snooze mit vækkeur en halv time hver morgen selv om jeg egentlig burde stå op. Når jeg liiige skal tjekke mail ender det oftest med (mindst) en halv time foran computeren (og jeg tjekker mail MANGE gange om dagen). Min 10 minutters morfar på sofaen ender på… Ja, gæt selv.

Sådan kunne jeg blive ved med at lave lister. Men min pointe er ikke, at der i sig selv er noget galt med at snooze, surfe eller tage en lur. Jeg vil bare gerne blive bedre til at være bevidst om hvornår jeg gør det, og hvor mange af mine dyre halve timer jeg bruger på ‘hovsa’ – uden egentlig at ville det.

Nogle gode ideer til hvordan?