Dan Brown, Engle & Dæmoner

DET ER PAVENS KAMMERHERRE DER ER SUPERSKURKEN OG DEN GODE VIDENSKAB VINDER OVER DEN ONDE KATOLSKE KIRKE TIL SIDST!

Kort version: Sådan. Nu har jeg lige sparet dig for 448 siders læsning, for listen over de ting du ville kunne bruge tiden bedre på er lang. Selv tak.

Lang version: Dan Browns forfatterskab er lidt ligesom en trafikulykke. Det er ikke kønt, det burde ikke være sket – men man kan alligevel ikke, når man cykler forbi de blå blink og forvredne køretøjer, lige lade være med at kigge – for der er noget grundlæggende fascinerende ved menneskelig ulykke i al sin væmmelighed. Og ligesådan med dårlig litteratur, som jeg tidligere har bemærket.

Er der slet ikke noget godt ved Engle & Dæmoner? Jo, altså. Den har, ligesom Da Vinci Mysteriet, et grundlæggende spændende plot. Den kække helt og den smækre heltinde er dejlig ukomplicerede at forholde sig til i al deres endimensionalitet (og ja, selvfølgelig får de hinanden til sidst). Den er letlæst og der er fart over feltet, de korte kapitler slutter næsten hver gang med en cliffhanger som gør at man er nødt til lige at tage en bid mere. Eksempler:

…Den moderne civilisations vugge. Og i dens midte… en tikkende bombe.

Manden slog en rå latter op. “En viljestærk kvinde. Det lyder interessant. Det kan være, at jeg finder dig, før denne nat er omme, og når jeg gør det…” Ordene blev hængende i luften. Så var han væk.

Så gik hele arkivbygningen i sort som et stort dyr, der udåndede. En eller anden havde afbrudt strømmen.

Manden i den anden ende talte med kraftig arabisk accent “Hør godt efter” sagde han “Om et øjeblik vil jeg ændre dit liv.”

Et øjeblik efter styrtede hun rædselsslagen hen over gulvet “Robert” Robert!”

Inde fra det pavelige kontor lød et hårrejsende skrig. Det var kammerherren.

Alt dette er vel kvaliteter af en slags. Det sørgelige (og det som gør at bogen her ryger i kassen med pivringe litteratur, hvis funktion er at skærpe min smag for den gode af slagsen) er, at plottet og tematikken grundlæggende er en kopi af Da Vinci (eller var det omvendt? Ligemeget), og det er bare så tyndt. Metaforikken er stendød, oversætteren en joke (“han tog hans kappe og løb ud af døren”) og hele tiden kan jeg ikke slippe den tanke at der faktisk sidder mennesker derude som tror, at bogen indeholder faktuelle, troværdige oplysninger om andet end pladser og kunstværker i Rom*. Brr.

Så hvad skal jeg nu gå i gang med at læse?

*Efter Da Vinci blev hver anden lægmand pludselig konspirationsteoretiker som mente at have gennemskuet kirkens tusindårige bedrag, dog uden at gøre sig den ulejlighed at krydstjekke de fremkomne sensationelle oplysninger om f.eks Thomasevangeliet med en simpel encyklopædi eller endda (gys og gru!) kilderne selv. Nok om det – don’t push the button.

Fortællinger om natten, Peter Høeg

Den her post bliver lidt svær at skrive. Den kommer til at gøre ondt, for jeg skal undervejs æde noget jeg aldrig har brudt mig særlig meget om smagen af: mine egne ord.

Som Johanne har påpeget, er jeg ikke nogen stor fan af Peter Høeg, det er jeg stadig ikke og jeg bliver det heller aldrig. Men. Fortællinger om natten er faktisk ikke specielt dårlig. Jeg læste den faktisk med noget der sine steder mindede om fornøjelse. Så nu kan jeg ikke længere påstå at Høeg, så vidt jeg ved, kun har skrevet usammenhængende pseudo-religiøst new-age inspireret prætentiøst ævl. Han har faktisk også skrevet Fortællinger om natten, og det taler fremover til hans forsvar.

Jeg synes Høeg er overraskende stærk i novellegenren, der er et fedt spil mellem de personer han optegner og jeg var især fascineret over den måde han holdt en art ironisk distance til sin beskrivelse af hovedpersonerne, som ikke direkte fortæller at noget er galt, men som får det til at løbe koldt ned af ryggen på læseren. Det er show don’t tell i ren og smuk form der står på skuldrene af Herman Bang og de andre tunge naturalistiske drenge.

Han kan stadig ikke holde fingrene helt fra sit new-age-tids-halløj, og derfor ender nogle af novellerne (som kunne have strålet alene på personerne, deres historie og dynamiske samspil) som lidt dårlige spøgelseshistorier af den slags hvor spøgeset nærmest bare er der fordi det skal det være – fortællingen kunne sagtens have fungeret uden.

F.eks i “Fortællinger om et ægteskab” er der det hele, satire, ironi, kærlighed (misforstået), uhygge og dramatisk dialog. Men det hele skal liiige ødelægges af den mystiske inder der kan fortælle at hele miseeren skyldes en familieforbandelse fremkaldt af en fjern forfaders dårlige karma. Suk.

Så det er lidt vemodigt at jeg nu anerkender at Høeg faktisk kan skrive. Han har potentiale. Det ku være så godt, men skal vi ikke lige skrue lidt ned for voodooen først?

Vejen, Cormac McCarthy

Hvornår har du sidst læst noget uhyggeligt? Sådan rigtig ind-under-huden-krybende, ildevarslende og gribende uhyggeligt? Hvis det er længe siden, og din tossegode tro på det gode i menneskeracen som helhed er ved at vokse sig for stor og stærk – må jeg så have lov at anbefale Vejen?

Vi befinder os i en ikke så fjern fremtid efter en (vistnok verdensomspændende) dommedagsagtig katastrofe. Landskabet er i ordenes egentlige betydning gråt og dødt, asken hænger i luften og enhver er sig selv nærmest i jagten på hvad der måtte gemme sig af årgammel konserves i ruinerne af de forladte byer. Der er langt mellem de overlevne menensker og godt det samme, for de er ikke gode ved hinanden. Midt i det hele er en dreng og hans far på vej tværs over Amerika, ud til havet. De har kun hinanden, og imod sig har de sulten, fremtiden, andre mennesker, landskabet, vejret og vejen.

De to, og spillet mellem dem, er det eneste lyspunkt i hele den mørke verden, som McCarthy optegner for os. Det er langsomt og dvælende, vi bevæger os ikke mere end et par kilometer om dagen, og indimellem står vi helt stille. Det er jo ikke ligefrem mit favorittempo, men det malende sprog og de små dialoger mellem drengen og faren er værd at dvæle ved, og ville sikkert ikke have stået så skarpt frem hvis ikke de var blevet kontrasteret af landskabsbeskrivelsernes langsommelighed.

Vejen er en særpræget og bevægende historie, der besidder en sær skønhed midt i alt det grumme. Jeg tror nok egentlig jeg kan anbefale den – meget.

Et par appetitvækkere:

Det tog drengen lang tid at falde i søvn. Efter et stykke tid vendte han sig om og så på manden. I det svage lys lå der sorte striber hen over hans lille ansigt fra regnen, ligesom teatersminken hos en af den gamle verdens skuespillere. Må jeg spørge dig om noget? sagde han.
Ja. Selvfølgelig.
Skal vi dø?
Ja, før eller senere. Men ikke nu.
Og vi er stadig på vej sydpå?
Ja.
Så vil vi kunne få varmen dernede?
Ja.
Okay.
Okay hvad for noget?
Okay ikke noget. Det er bare okay.
Sov nu.
Okay.
Jeg puster lampen ud nu. Er det okay?
Ja. Det er okay.
Og lidt senere, i mørket: Må jeg spørge dig om noget?
Ja, selvfølgelig må du det.
Hvad ville du gøre hvis jeg døde?
Hvis du døde ville jeg også ønske at dø.
Så du kunne være sammen med mig?
Ja. Så jeg kunne være sammen med dig.
Okay.

(…)

Han vågnede allerede før daggry og kikkede ud i den grå dæmring. Langsom og ugennemsigtig. Han stod op, lod drengen sove videre, tog skoene på og gik med tæpperne over sig ned mellem træerne. Han trådte ned i en klippespalte og knælede ned og hostede og hostede dernede i lang tid. Bagefter blev han bare liggende på knæ i asken. Han løftede ansigtet opad mod den gryende dag. Er du der? sagde han. Vil jeg få dig at se til sidst? Har du en strube så jeg kan kvæle dig? Har du et hjerte? Har du for fanden i det mindste en sjæl? Gud, hviskede han. Åh Gud.

Trækopfuglens Krønike, Haruki Murakami

Det tog lidt tid før jeg fik læst mere af ham japaneren, men tak til dem der anbefalede trækopfuglens krønike da jeg havde læst Sputnik min elskede (og lad os ikke genoplive pokémon-debatten, jeg ved virkelig ikke hvad jeg selv mener).

For det var noget af en mursten, trækopfuglen, men det betød bare at historien indeni kunne folde sig ud og tage afstikkere i det næsten uendelige. Hele tiden er der små fine historier indeni historiern, men alle underbygger de hovdfortællingsforløbet og føjer nye nuancer til. Noget af det der var særligt ved denne læseoplevelse var, at jeg på trods af det til tider meget dvælende sprog (af den slags hvor vi skal vide hvad hovedpersonen spiser til morgenmad, hvilken sweater han tager på og hvilke associationer den uendelige stjernemættede nattehimmel giver ham) ikke følte mig fristet til at fast-forward-skimme mig igennem til noget der kom noget action. Og det er altså en lille smule usædvanligt!

Hvis der skal brokkes lidt, så følte jeg mig afslutningsvis en smule snydt for et “endeligt opgør” og afsløring af hvad det egentlig var der var så ondt og farligt ved Den Store Skurk (mere afsløres ikke her) jeg ved ikke om det er mystikken der kammer over, eller bare løber ud i sandet. Men nåja, kærlighedshistorien, spændingen og det luftige sprog jeg faldt for sidst, fejler absolut intet!

Så må det blive Kafka på stranden eller En vild fårejagt der står for tur næste gang.

(Forresten, må jeg henlede læserens opmærksomhed på min opdaterede google greatest. Det blir mere og mere bizart – herligt!)

Ned til hundene, Helle Helle

Jeg har haft et blødt punkt for Helle Helle siden vi læste hendes “Hus og hjem” i gymnasiet. De åbne slutninger og alt det der ikke siges, provokerer og udfordrer mig – man skal ikke læse for hurtigt i hvert fald. Hun er efter min mening stærkest i romanformen (eller også er det bare mig der generelt foretrækker romaner frem for noveller).
Og “Ned til hundene” er klart det fedeste jeg har læst fra hendes hånd. Det er SÅ stramt, så underspillet, så eventyrligt almindeligt at det skriger til himlen – 158 siders rendyrket poesi. Her får I lige starten:

Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted. Jeg har kørt rundt med bus i flere timer, nu sidder jeg på en vakkelvorn bænk helt ude ved kysten. Her er der ingen færger. Kun en pram, der fragter kreaturer frem og tilbage til en ubeboet ø.
Jeg bor i et parcelhus med mange vinduer ud mod vejen. Måske havde det hjulpet at pudse nogle af de vinduer. På den anden side kan man ikke se ud for bare stedsegrønt. Det var en våd sommer sidst, det stedsegrønne voksede som ind i helvede. Nu er det vinter, og jeg skal ikke mere hjem. På dette tidspunkt plejer jeg at sove lidt i sofaen. Bjørnvig fryser en vorte.

Hovedpersonen – Bente (som hun kalder sig, uden egentlig at hedde det) – er gået sin vej fra en gigantisk skriveblokering og et skrantende ægteskab. Hun ender et sted omkring Lolland, hvor hun bliver samlet op af Putte og John. De har masser af tid for “vi går alligevel bare her med vores piskesmæld” og så drikkes der ellers kaffe til den store guldmedalje. Små ting, store ting, fløjtenisser, hundefløjter, trafikuheld og lottokuponer. Et fantastisk persongalleri, især naboen Elly er præcis så enerverende som dén type gamle damer er i virkeligheden. Og maden, der fylder præcist lige så meget i romanen som den egentlig også gør i det vi kalder virkeligheden.

Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig med den croissant med hønsesalat. Jeg beholder handskerne på mens jeg spiser, dejflagerne drysser ned i skødet på min frakke. Jeg er toogfyrre år og stadig ude af stand til at tage ved lære. Jeg spiser croissanten fra midten, og jeg har ingen servietter med.

Undervejs som historien skrider frem, stiger intensiteten. Små hændelser folder sig ud til store forviklinger, men hele tiden under overfladen, mellem linierne. Som kun Helle Helle kan gøre det. Tag nu og læs den, for historiens skyld, for fløjtenissens og for din egen.

Stormland, Hallgrimur Helgason

Det er længe siden der sidst er sket noget på bogfronten. Jeg har læst, men ikke rigtigt gidet skrive… Men nu føler jeg mig forpligtet til det, for jeg vil gerne komme med en advarsel: Tro ikke på hvad Gyldendal skriver, tro ikke på alle de fine anmeldelser, lad dig ikke narre af den kommende filmatisering, kort sagt: Hold dig fra Stormland!

Det var endnu et bogklubs-hovsa, og den har taget ueeendelig lang tid at læse. Vi snakker plus én måned, det er meget i min verden, flere bøger nåede sideløbende at overhale indenom. 

Måske er det oversætterens lidt middelmådige præstation, min egen uvidenhed om islandsk kultur og mentalitet, mit manglende kendskab til den højtyske kultur- og filosofiskat (Goethe, Nietszhe og de andre drenge) som hovedpersonen er stor, stor fan af, måske var det bare at hovedepersonen hed noget så kækt som “Bøddi”, der gjorde det.
Måske var det fordi jeg sideløbende læste Rushdie, og så kan Politiken skrive nok så meget om “Stormland er skrevet med sproglig vildskab, krasse ordfarver og en ond vitalitet, som står op fra siderne som sorte knytnæver og små pistolskud”  men det når ikke ham den grimme brite/inder til knæene!

Jeg tror der er noget uforløst potentiale i Helgason, men måske mestrer han ikke helt formen endnu, måske mener han det ikke nok når han skriver nedladende om det moderne menneske som “colakvæg” (men i øvrigt et meget grineren ord!). For vil man skrive kulturkritisk, så har man immervæk bare at mene det! Ellers kommer det nok til at lyde lige så hult som bogen her, og virke lige så fremmed og akavet som hovedpersonen.

Jo jo, den havde da sine øjeblikke, det er ikke skidt alt sammen. Men livet i almindelighed og læseferien i særdeleshed er bare for kort til middelmådige bøger. Weiter gehen!

Du som er i Himlen – Morten Sabroe

Tænk, hvis jeg havde en krone for hver gang Morten Sabroe skrev “jeg”!

Det ville ikke være tosset. Det er heller ikke fordi hans bog om sit mor-Hillary-kompleks er tosset eller hen i hegnet, den var bare meget lidet fængende. Eller, misforstå mig ret – hans beskrivelse af Den Kolde Mor og dennes indvirkning på sønnerne og omgivelserne i det hele taget er faktisk ganske gribende. Mit problem er, at det hele drukner i Morten Sabroe. Det her er ikke en fortælling – det er Morten Sabroes Fortælling, og det er vel også okay, det levner bare utrolig lidt plads til læseren. Jeg føler det lidt som om jeg har været vidne til en art terapeutisk skriveproces hvor kærligheden til kone nummer to skal erklæres, den gamle arbejdsplads skal have en sviner og livet skal leves ethundredeogti procent fordi blodproppen (personificret ved “insektmanden med paintballpistolen” – nævnes i tide og utide) kan ramme nårsomhelst.

Og sådan en skriveproces er vel egentlig en fantastisk god ting for den enkelte, og hedder man så Morten Sabroe og er fiks på tasterne og sårn, kan det jo lige så godt blive udgivet. Det er ikke nogen skønlitterær åbenbaring, og fordi det nærmere er terapi end storytelling, er der heller ikke megen fremdrift i plottet. Alligevel var det ikke en dårlig læseoplevelse. Den fangede mig sine steder, især når Sabroe skruede ned for tempoet, distancen og de smarte metaforer og gav sig til at reflektere over tilværelsen som sådan og relationer i det hele taget. Dér bliver det interessant og jeg kan være med, ikke på sidelinien som tilskuer, men som medmenneske, der også kan bøvle med eksistens & alt det der.

.

Lewis diverse

Jeg er kommet rigtig langt bagefter med bogkommentarerne, og det er skidt. Så nu tager vi lige tre i ét hug. Jeg har været med C.S. Lewis i allegoriland de sidste par uger. Efter anbefaling fra en bekendt startede jeg med de to første bøger i hans sci-fi-trilogi; ‘Fra den tavse planet’ (1938) og ‘Rejsen til Venus’ (1943).
Og well, taget i betragtning at de er skrevet før der var nogen der havde så meget som overvejet at tage på rumfart og månevandring, så er det ret opfindsomt. Filologen Ransom lander i første bog på en gammel og døende verden (Mars) og i næste bog på en ung og nyskabt verden(Venus).
I begge bøger er konceptet at Ransom møder nye livs- og tankeformer mens han battler ondskaben, både i sig selv og fra sine to ufrivillige følgesvende fra jorden. Styrken i bøgerne er, at Lewis kan dreje perspektivet 180 grader, og fortælle læseren ting om hendes egen verden “udefra”. Men jeg trættes af endeløse naturbeskrivelser og lange, filosofiske monologer – og da det i temmelig høj grad er disse to elementer der bærer bøgerne, var det en blandet fornøjelse. Jo, jeg tager hatten af for Lewis’ evige opfindsomhed hvad angår billedsprog og kristne allegorier. Og morsomt var det at sidde og finde personer og scener, som senere bliver udviklet og udfoldet i Narnia-serien. Det her er en tidlig Lewis, en spekulativ, dygtig og imho lidt selvsmagende Lewis. Jeg foretrækker faktisk børnebøgerne.

 

Så var den den sidste, ‘En pilgrim vender hjem’ med undertitlen ‘Et allegorisk forsvar for kristendom, fornuft og romantik’. Jeg har vist læst den før en gang for længe siden, og jeg forstod lidt mere denne gang. Man skal kunne sin idéhistorie og græske mytologi for at give sig i kast med denne her, og der er uden tvivl steder hvor jeg godt kunne have brugt mere baggrundsviden for at kunne være helt med på hvad det nu er for en trend eller tradition der bliver revet rundt.
For der er nemlig ikke mange som går ram forbi i Johns rejse fra Puritanien til bjergene mod vest. Både hr. Snusfornuft, hr. Halvvejs og Formynderne der tager masker på når de taler om Herremanden og hans Regelsæt, bliver udstillet vældig elegant og rammende, og jeg synes faktisk der var en hel del at komme efter her.
Lewis er vel hvad man kan kalde konservativ, både hvad angår kultur og kristendom – men han er det med stil. Cool gammel fyr, et bekendskab værd vil jeg mene.

Raseri, Salman Rushdie

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Salman Rushdies skrivestil og univers. Hans beskrivelser af Indien-Kashmir-Pakistan-England-USA er oftest et overflødighedshorn af sanseoplevelser, smurt ud over handlingsforløb med masser af hjerne og hjerte, og han er aldrig bange for at slagte en hellig ko eller to, hvad enten det er en broget politisk en af slagsen eller måske en der lider af en eller anden smitsom, religiøs pest.

Raseri er en genlæsning. Jeg følte aldrig jeg blev helt færdig med den første gang – og det er lidt samme følelse jeg sidder med nu. Raseri er dyster og mørk. Måske fordi scenen er sat i et gråt New York, der giver den hele armen i rollen som Den Babyloniske Skøge der er ved at drukne i opsving, succes og materialisme. Professor og Dukkemager Malik Solanka er flygtet fra sin familie, fordi han frygter at den altfortærende vrede der bobler indeni ham, vil ende med at opsluge og ødelægge de mennesker han elsker. Men raseriet er ikke kun inden i Solanka, det bobler og syder i hele New York. Furierne flyver lavt, og deres nedslag i mennesketilværelser sætter dybe spor. Hvad vil det dog ende med?

Grænsen mellem drøm og virkelighed, og vores verden og Den Anden er ofte flydende i Rushdies univers. Således også her, hvor spørgsmålet om identitet, og hvor meget magt skaberen i sidste ende har over sin skabning, bliver taget op, støvet af, revet rundt og til sidst efterladt mere eller mindre ubesvaret i et hjørne. Raseri er dansen om et katharsis, der først kommer i allersidste linie, og herefter ligger alt åbent.

Det er mærkelig bog – der er så frygtelig mange lag i historien, og jeg bliver nok nødt til at læse den igen, for jeg tror heller ikke jeg fik det hele med denne gang.

Sputnik min elskede, Haruki Murakami

Siden Pokemons indtog på det danske marked, har jeg været sådan lidt småskeptisk over for alt hvad der er japansk*. De forekom mig at være et underligt folkefærd, der nærmest kom fra en anden planet med al deres traditionsvælde, elektronik og mærkelige, uforstålige mytologi. Chihiro og heksene (læs mere her) blødte mig lidt op og slog en sprække i min fjendtlighed.

Og Hakuri Murakami har lige formået at nedbryde yderligere fordomme. I Sputnik min elskede præsenteres vi for det klassiske trekantsdrama med et twist, tilsat en god gang mystik, melankoli og undren over livet og kærlighedens væsen. Sproget er let og legende, og romanen er enormt hurtigt læst, i kraft af sin imødekommende opsætning med mange små afsnit på højst en side.

Efter endt læsning sidder jeg tilbage med flere spørgsmål end svar. Hvorfor blev Mius hår egentlig hvidt? Hvor har Sumire været henne? Hvad er der på den anden side? Men det er ikke på en ubehagelig og uafsluttet måde – det føles naturligt, at jeg ikke behøver at forstå alting.

Murakami har fået fire andre titler oversat til dansk, og jeg er absolut ikke afvisende overfor at prøve kræfter med et par af dem.

Hermed anbefalet.

*Og nej, det er ikke fordi det er “okkult” – jeg synes bare det er åndssvagt… Og det samme gælder Manga, Yu gi Oh og hvad du ellers kan komme i tanke om af voldsforherligende, fordummende tegnefilm, som i deres skæbnetro er lige så afskyelige som deres amerikanske “du kan alt, hvis bare du tror på det”-modstykker. Opstød slut.