Apropos læseoplevelser

Så er Anissi tilbage på bloggen, med netop et par posts om det at læse skønlitteratur – jeg hepper på at hendes bloggelyst holder længere denne gang. Konceptet kan vi godt lide!

Gider I lige?

Føje Skiftingen til jeres rss-reader? Det er Jeppe, og måske en dag Rasmus. Det er faktisk ret godt, hvis man er til psykologi, kunst, feminisme og ukontrollable svinere – men vi er kun to der kommenterer, så der er lidt stille. 

Tak herfra.

At glæde sig

Marts er en lang og kold og grå måned. Men der er lyspunkter, masser endda. Jeg glæder mig i den kommende tid til:

• Frokostpause fra læsningen, om ikke så længe. 
• Påskelejr. Den har jeg glædet mig til cirka siden jul, men det bliver mere og mere ubehersket forventningsfryd. Både det seminar Elli og jeg er ved at flikke sammen, den to be fantastiske bogcafé, gensynet med smukke mennesker fra nær og fjern og gamle dage, overraskelserne, talerne, selvforglemmelsen, søvnmangelen.
• Rust på torsdag. Hymns from Nineveh og The Late Parade – entré 30 kr. Ses vi mon kl 21?
• At begynde på projekt pimp Café Mødestedets website i Digitalt design. Det blir sjov.
• Bryllup. Søsterlil d. 2. maj, det blir stort. Hvad skal jeg ha på?
• Fiskefrikadeller i aften. Selvrørt fars & persille ad libitum.
• At tage hul på Universets Engle, modtager af Nordisk råds litteraturpris i 1995 af Einer Mar Gudmundsson. Det har stået lidt for stille med skønlitteraturen på det sidste. 
• At det bliver d. 16. marts, så jeg kan låne 3. sæson Desperate Housewives af Helene. 
• At cykle forbi biblioteket på vej hjem fra læsesalen og låne det nye Euroman med hjem.
• Varm kakao i aften. 

Hvad glæder du dig til?

Ministry of Silly Walks

Yes. Peter kom først med den gode nyhed, men jeg er lige i hælene: Monty Python-drengene har lige launchet deres egen youtube-kanal. Fedest.

Og den her er I også lige nødt til at have med: Argument Clinic. Hvis du tilfældigvis læser retorik, og tror du ved en snas om argumentationsteknik og teori – så tro om igen!

Sæsonens første snebold

Jeg har ladet mig fortælle, at der er kommet pebernødder på hylderne i Netto. Nogle forarges, andre frydes – jeg begynder at kigge mig om, for det betyder at snebolden snart vil være at finde i kantinen.

Jeg har lige spist sæsonens første, den klædte kaffen godt og sukkertrippet skal nok bære mig igennem de næste tre kvarters norsk talestrøm om digital æstetik og webdesign.

Juno

Der går bare lidt for mange gode film i biografen for tiden, men den slags er der jo kun én ting at gøre ved – og det er ikke, at vente til de kommer på DVD!

Så vi tog i Empire og så Juno i aftes, og lige så meget som min tro på det gode i mennesket blev rystet gevaldigt af ved et uheld at se traileren til Paris Hiltons nyeste, i samme grad blev den styrket af at se Juno.

Fed feel-good-film over et knapt så hyggeligt emne: teenager bliver hovsa-gravid. Karaktererne i filmen fremstilles ømt og humoristisk, billedsiden er lækker og farvemættet i den der lettere trashede indiestil, der klæder historiens yndefulde mix af lethed og alvor. Soundtracket er lige i øjet og den Oscar som manuskriptet blev tildelt, var fuldt fortjent.

Afslutningsvis tilstår jeg her, at jeg fik fugtige øjne hen mod slutningen – det sker ellers ikke ofte. Hermed anbefalet.

Korrektioner, Jonathan Franzen

Hvis du går rundt og tror, at mennesker er nogle søde og rare væsener der vil hinanden det bedste, og at hvis vi bare snakker sammen, så forstår vi nok hinanden en dag, kan jeg kun anbefale at læse Korrektioner, og få korrigeret den fejlagtige opfattelse! For sådan er virkeligheden nemlig ikke.  

Korrektioner er et meget skarpt, klart og smertefuldt billede af en forstadsfamilies kuldsejlede drømme, håb og almindelige skeletter i skabet. Far, mor, tre voksne børn og diverse mere eller mindre betydningsfulde bipersoner. Det som især betog mig, var de formidable personbeskrivelser. Franzen maler gennem sin skiftende synsvinkel den her familie og deres interne konflikter utroligt levende, og dog uden selv at tage stilling. Det må læseren selv gøre – og flere gange undervejs tipper sympatien til den ene eller den anden side.

For hvor vil vi dog gerne kunne placere skylden, når noget er gået galt – men ofte er det ikke så simpelt som det ser ud til. Og slet ikke i den højt besungne kernefamilie. Vi bedrager os selv og bedrager hinanden. I Franzens univers tumler vi rundt og støder ind i hinanden med vores begrænsede horisonter og ufuldkomne selvbilleder – vi tror vi forstår andres og egne motiver, men gør det sjældent.

Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg mere skal skrive, for at anbefale bogen her. Den var tung og lang, men rørte mig dybt (kliche!) og jeg er ikke helt færdig med at tænke over den.

Læs den, for din egen skyld.

Enhver, Philip Roth

En bog om døden. Det er vel egentlig svært at finde et mere alment menneskeligt emne at skrive om, for hvem af os skal ikke den vej engang? Alligevel var jeg en smule skeptisk, da jeg begyndte på den, for min referenceramme er meget smal, når det kommer til døden. Jeg er 23 år og har, så længe jeg kan huske tilbage, ikke været til en begravelse eller mistet nogen der var tæt på mig – så ville jeg kunne sætte mig ind i hele liv-døds-problematikken som vores navnløse hovedperson, grundet et svigtende helbred, hele tiden svæver imellem?

Jo, det tror jeg måske. I hvert fald til en vis grad og langt nok til at få en ganske tankevækkende læseoplevelse ud af det. For den er der jo hele tiden, døden og tanken om den. Det er selv jeg klar over, det er blandt andet derfor jeg kører med cykelhjelm! Og det er dødens nærvær, selv i fraværet, der er omdrejningspunktet i Roths lille dannelsesroman. Hovedpersonen fødes, vokser op, opstiller idealer for sit liv og svigter dem. Gifter sig 3 gange, får tre børn, oplever både at modtage kærlighed og miste den – uforskyldt og selvforskyldt. Og til sidst dør han. Hjem-ude-hjem. Det er så uhyggeligt simpelt – trods alle de tanker og forestillinger om det store intet han op gennem sit liv har gjort sig. Barndommens udødelighed, ungdommens ignorance og alderdommens skrøbelighed og gryende forståelse af at det uundgåelige virkelig er uundgåeligt – og at det her med at være parat til at dø, er en myte. Helt afklarede bliver vi aldrig, for ukendt er det, og alene skal vi møde den.

Det er tankevækkende, så lidt døden egentlig fylder i vores kultur idag – selv om det, for de flestes vedkommende, er en engangsforteelse er det dog noget enhver kan komme i nærmere kontakt med end vi normalt bryder os om. Det særlige ved Roths bog er, at han formår at vise hvor nærværende tanken om, frygten for, fortrængningen af, visheden om døden er, når det kommer til stykket. I kristendommen er døden ikke mindre uomgængelig end Roth beskriver den, til gengæld er den mindre definitiv, nærmest midlertidig. En slags bump på vejen mod opstandelsen.

Halvstore tanker, sådan en tirsdag formiddag.

Naiv.Super, Erlend Loe

Så fik jeg den endelig læst, den fra flere sider berømmede debutroman fra den småhypede nordmand.

Og den var godt nok temmelig forskellig fra både Volvo Lastvagnar og Doppler. Jeg læste den på et par timer, den var ikke til at lægge fra sig igen. Det er længe siden jeg sidst har været så meget på bølgelængde med en fortæller. Hans livsangst, dødsangst, kejtethed og ønske om at kunne frigøre sig fra den snigende følelse af at tingene ikke hænger sammen, er en af de bedste karakteristikker af det moderne menneske (nå ja, så læs da: ‘mig selv på en dårlig dag’) jeg længe har læst.

Vi har aldrig haft det bedre, kan blive hvad vi vil og få stort set hvad vi peger på – og hva så? Når nu tilværelsen alligevel, grundlæggende, føles helt helt forkert. Så hvad gør man?
Så køber man et hammerbræt, og synker ind i monotonien og det kontrollerbare. Koncentrerer sig om en og kun én ting, banker perspektivet tilbage hvor det hører hjemme. Og laver lister, masser af lister.

Og langsomt begynder tingene at hænge sammen igen. Tomrummene er der stadig, men de er måske ikke det vigtigste, når det kommer til stykket.

Er det ikke noget vi allesammen bliver ramt af indimellem, eller er det bare mig?

Sproget er også meget forfriskende. Simpelt, fragmenteret. Naivt og sansende. En lækker læseoplevelse at starte det nye år med, den er hermed anbefalet.