Dan Brown, Engle & Dæmoner

DET ER PAVENS KAMMERHERRE DER ER SUPERSKURKEN OG DEN GODE VIDENSKAB VINDER OVER DEN ONDE KATOLSKE KIRKE TIL SIDST!

Kort version: Sådan. Nu har jeg lige sparet dig for 448 siders læsning, for listen over de ting du ville kunne bruge tiden bedre på er lang. Selv tak.

Lang version: Dan Browns forfatterskab er lidt ligesom en trafikulykke. Det er ikke kønt, det burde ikke være sket – men man kan alligevel ikke, når man cykler forbi de blå blink og forvredne køretøjer, lige lade være med at kigge – for der er noget grundlæggende fascinerende ved menneskelig ulykke i al sin væmmelighed. Og ligesådan med dårlig litteratur, som jeg tidligere har bemærket.

Er der slet ikke noget godt ved Engle & Dæmoner? Jo, altså. Den har, ligesom Da Vinci Mysteriet, et grundlæggende spændende plot. Den kække helt og den smækre heltinde er dejlig ukomplicerede at forholde sig til i al deres endimensionalitet (og ja, selvfølgelig får de hinanden til sidst). Den er letlæst og der er fart over feltet, de korte kapitler slutter næsten hver gang med en cliffhanger som gør at man er nødt til lige at tage en bid mere. Eksempler:

…Den moderne civilisations vugge. Og i dens midte… en tikkende bombe.

Manden slog en rå latter op. “En viljestærk kvinde. Det lyder interessant. Det kan være, at jeg finder dig, før denne nat er omme, og når jeg gør det…” Ordene blev hængende i luften. Så var han væk.

Så gik hele arkivbygningen i sort som et stort dyr, der udåndede. En eller anden havde afbrudt strømmen.

Manden i den anden ende talte med kraftig arabisk accent “Hør godt efter” sagde han “Om et øjeblik vil jeg ændre dit liv.”

Et øjeblik efter styrtede hun rædselsslagen hen over gulvet “Robert” Robert!”

Inde fra det pavelige kontor lød et hårrejsende skrig. Det var kammerherren.

Alt dette er vel kvaliteter af en slags. Det sørgelige (og det som gør at bogen her ryger i kassen med pivringe litteratur, hvis funktion er at skærpe min smag for den gode af slagsen) er, at plottet og tematikken grundlæggende er en kopi af Da Vinci (eller var det omvendt? Ligemeget), og det er bare så tyndt. Metaforikken er stendød, oversætteren en joke (“han tog hans kappe og løb ud af døren”) og hele tiden kan jeg ikke slippe den tanke at der faktisk sidder mennesker derude som tror, at bogen indeholder faktuelle, troværdige oplysninger om andet end pladser og kunstværker i Rom*. Brr.

Så hvad skal jeg nu gå i gang med at læse?

*Efter Da Vinci blev hver anden lægmand pludselig konspirationsteoretiker som mente at have gennemskuet kirkens tusindårige bedrag, dog uden at gøre sig den ulejlighed at krydstjekke de fremkomne sensationelle oplysninger om f.eks Thomasevangeliet med en simpel encyklopædi eller endda (gys og gru!) kilderne selv. Nok om det – don’t push the button.