Stormland, Hallgrimur Helgason

Det er længe siden der sidst er sket noget på bogfronten. Jeg har læst, men ikke rigtigt gidet skrive… Men nu føler jeg mig forpligtet til det, for jeg vil gerne komme med en advarsel: Tro ikke på hvad Gyldendal skriver, tro ikke på alle de fine anmeldelser, lad dig ikke narre af den kommende filmatisering, kort sagt: Hold dig fra Stormland!

Det var endnu et bogklubs-hovsa, og den har taget ueeendelig lang tid at læse. Vi snakker plus én måned, det er meget i min verden, flere bøger nåede sideløbende at overhale indenom. 

Måske er det oversætterens lidt middelmådige præstation, min egen uvidenhed om islandsk kultur og mentalitet, mit manglende kendskab til den højtyske kultur- og filosofiskat (Goethe, Nietszhe og de andre drenge) som hovedpersonen er stor, stor fan af, måske var det bare at hovedepersonen hed noget så kækt som “Bøddi”, der gjorde det.
Måske var det fordi jeg sideløbende læste Rushdie, og så kan Politiken skrive nok så meget om “Stormland er skrevet med sproglig vildskab, krasse ordfarver og en ond vitalitet, som står op fra siderne som sorte knytnæver og små pistolskud”  men det når ikke ham den grimme brite/inder til knæene!

Jeg tror der er noget uforløst potentiale i Helgason, men måske mestrer han ikke helt formen endnu, måske mener han det ikke nok når han skriver nedladende om det moderne menneske som “colakvæg” (men i øvrigt et meget grineren ord!). For vil man skrive kulturkritisk, så har man immervæk bare at mene det! Ellers kommer det nok til at lyde lige så hult som bogen her, og virke lige så fremmed og akavet som hovedpersonen.

Jo jo, den havde da sine øjeblikke, det er ikke skidt alt sammen. Men livet i almindelighed og læseferien i særdeleshed er bare for kort til middelmådige bøger. Weiter gehen!