Du som er i Himlen – Morten Sabroe

Tænk, hvis jeg havde en krone for hver gang Morten Sabroe skrev “jeg”!

Det ville ikke være tosset. Det er heller ikke fordi hans bog om sit mor-Hillary-kompleks er tosset eller hen i hegnet, den var bare meget lidet fængende. Eller, misforstå mig ret – hans beskrivelse af Den Kolde Mor og dennes indvirkning på sønnerne og omgivelserne i det hele taget er faktisk ganske gribende. Mit problem er, at det hele drukner i Morten Sabroe. Det her er ikke en fortælling – det er Morten Sabroes Fortælling, og det er vel også okay, det levner bare utrolig lidt plads til læseren. Jeg føler det lidt som om jeg har været vidne til en art terapeutisk skriveproces hvor kærligheden til kone nummer to skal erklæres, den gamle arbejdsplads skal have en sviner og livet skal leves ethundredeogti procent fordi blodproppen (personificret ved “insektmanden med paintballpistolen” – nævnes i tide og utide) kan ramme nårsomhelst.

Og sådan en skriveproces er vel egentlig en fantastisk god ting for den enkelte, og hedder man så Morten Sabroe og er fiks på tasterne og sårn, kan det jo lige så godt blive udgivet. Det er ikke nogen skønlitterær åbenbaring, og fordi det nærmere er terapi end storytelling, er der heller ikke megen fremdrift i plottet. Alligevel var det ikke en dårlig læseoplevelse. Den fangede mig sine steder, især når Sabroe skruede ned for tempoet, distancen og de smarte metaforer og gav sig til at reflektere over tilværelsen som sådan og relationer i det hele taget. Dér bliver det interessant og jeg kan være med, ikke på sidelinien som tilskuer, men som medmenneske, der også kan bøvle med eksistens & alt det der.

.