Sputnik min elskede, Haruki Murakami

Siden Pokemons indtog på det danske marked, har jeg været sådan lidt småskeptisk over for alt hvad der er japansk*. De forekom mig at være et underligt folkefærd, der nærmest kom fra en anden planet med al deres traditionsvælde, elektronik og mærkelige, uforstålige mytologi. Chihiro og heksene (læs mere her) blødte mig lidt op og slog en sprække i min fjendtlighed.

Og Hakuri Murakami har lige formået at nedbryde yderligere fordomme. I Sputnik min elskede præsenteres vi for det klassiske trekantsdrama med et twist, tilsat en god gang mystik, melankoli og undren over livet og kærlighedens væsen. Sproget er let og legende, og romanen er enormt hurtigt læst, i kraft af sin imødekommende opsætning med mange små afsnit på højst en side.

Efter endt læsning sidder jeg tilbage med flere spørgsmål end svar. Hvorfor blev Mius hår egentlig hvidt? Hvor har Sumire været henne? Hvad er der på den anden side? Men det er ikke på en ubehagelig og uafsluttet måde – det føles naturligt, at jeg ikke behøver at forstå alting.

Murakami har fået fire andre titler oversat til dansk, og jeg er absolut ikke afvisende overfor at prøve kræfter med et par af dem.

Hermed anbefalet.

*Og nej, det er ikke fordi det er “okkult” – jeg synes bare det er åndssvagt… Og det samme gælder Manga, Yu gi Oh og hvad du ellers kan komme i tanke om af voldsforherligende, fordummende tegnefilm, som i deres skæbnetro er lige så afskyelige som deres amerikanske “du kan alt, hvis bare du tror på det”-modstykker. Opstød slut.