Korrektioner, Jonathan Franzen

Hvis du går rundt og tror, at mennesker er nogle søde og rare væsener der vil hinanden det bedste, og at hvis vi bare snakker sammen, så forstår vi nok hinanden en dag, kan jeg kun anbefale at læse Korrektioner, og få korrigeret den fejlagtige opfattelse! For sådan er virkeligheden nemlig ikke.  

Korrektioner er et meget skarpt, klart og smertefuldt billede af en forstadsfamilies kuldsejlede drømme, håb og almindelige skeletter i skabet. Far, mor, tre voksne børn og diverse mere eller mindre betydningsfulde bipersoner. Det som især betog mig, var de formidable personbeskrivelser. Franzen maler gennem sin skiftende synsvinkel den her familie og deres interne konflikter utroligt levende, og dog uden selv at tage stilling. Det må læseren selv gøre – og flere gange undervejs tipper sympatien til den ene eller den anden side.

For hvor vil vi dog gerne kunne placere skylden, når noget er gået galt – men ofte er det ikke så simpelt som det ser ud til. Og slet ikke i den højt besungne kernefamilie. Vi bedrager os selv og bedrager hinanden. I Franzens univers tumler vi rundt og støder ind i hinanden med vores begrænsede horisonter og ufuldkomne selvbilleder – vi tror vi forstår andres og egne motiver, men gør det sjældent.

Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg mere skal skrive, for at anbefale bogen her. Den var tung og lang, men rørte mig dybt (kliche!) og jeg er ikke helt færdig med at tænke over den.

Læs den, for din egen skyld.