En bog om døden. Det er vel egentlig svært at finde et mere alment menneskeligt emne at skrive om, for hvem af os skal ikke den vej engang? Alligevel var jeg en smule skeptisk, da jeg begyndte på den, for min referenceramme er meget smal, når det kommer til døden. Jeg er 23 år og har, så længe jeg kan huske tilbage, ikke været til en begravelse eller mistet nogen der var tæt på mig – så ville jeg kunne sætte mig ind i hele liv-døds-problematikken som vores navnløse hovedperson, grundet et svigtende helbred, hele tiden svæver imellem?
Jo, det tror jeg måske. I hvert fald til en vis grad og langt nok til at få en ganske tankevækkende læseoplevelse ud af det. For den er der jo hele tiden, døden og tanken om den. Det er selv jeg klar over, det er blandt andet derfor jeg kører med cykelhjelm! Og det er dødens nærvær, selv i fraværet, der er omdrejningspunktet i Roths lille dannelsesroman. Hovedpersonen fødes, vokser op, opstiller idealer for sit liv og svigter dem. Gifter sig 3 gange, får tre børn, oplever både at modtage kærlighed og miste den – uforskyldt og selvforskyldt. Og til sidst dør han. Hjem-ude-hjem. Det er så uhyggeligt simpelt – trods alle de tanker og forestillinger om det store intet han op gennem sit liv har gjort sig. Barndommens udødelighed, ungdommens ignorance og alderdommens skrøbelighed og gryende forståelse af at det uundgåelige virkelig er uundgåeligt – og at det her med at være parat til at dø, er en myte. Helt afklarede bliver vi aldrig, for ukendt er det, og alene skal vi møde den.
Det er tankevækkende, så lidt døden egentlig fylder i vores kultur idag – selv om det, for de flestes vedkommende, er en engangsforteelse er det dog noget enhver kan komme i nærmere kontakt med end vi normalt bryder os om. Det særlige ved Roths bog er, at han formår at vise hvor nærværende tanken om, frygten for, fortrængningen af, visheden om døden er, når det kommer til stykket. I kristendommen er døden ikke mindre uomgængelig end Roth beskriver den, til gengæld er den mindre definitiv, nærmest midlertidig. En slags bump på vejen mod opstandelsen.
Halvstore tanker, sådan en tirsdag formiddag.
5 responses so far ↓
frovin // 22/01, 2008 at 4:53 |
Skøn anmeldelse af en bog, jeg har lovet mig selv at læse engang.
Jeg anbefaler gerne Roths “Komplottet mod Amerika”!
Kirsten // 22/01, 2008 at 5:58 |
Lyder spændende – den må hives ned fra hylderne.
Har vist kun læst én lille ting af Philip Roth – Conversion of the Jews – et lille essay om en ung gut, Ozzie, der på rebelsk vis (og på toppen af et tag!) stiller spørgsmålstegn ved sin jødiske baggrund og faktisk ender med at omvende en gruppe af jøder til kristendommen.
schjelde // 22/01, 2008 at 6:04 |
Jeg har aldrig læst Roth før, men ser frem til ‘komplottet mod Amerika’ – det blir vist det næste af ham.
Men nu står den på Retrograd af Torben Munksgaard – det tegner indtil videre godt, men jeg vender tilbage..
Anne Storgaard // 28/01, 2008 at 9:21 |
Så fedt med dine bog-anmeldelser/kommentarer!
Jeg håber selv at komme i gang på min blog igen inden længe.
Roth vil jeg snart give mig i kast nu – jeg ved ikke hvor mange gange, jeg efterhånden har haft “Enhver” i hænderne i boghandlen. Kender du ikke det? Man bliver ved med at overveje, men der går evigheder. Når man så endelig – hundrede år efter – får bogen læst, spekulerer man, hvorfor man ikke læste den allerede dengang
frovin // 29/01, 2008 at 12:42 |
.. var biblio i dag. Tog “Enhver” med hjem. Glæder mig! Godnat!