Om skønhed, Zadie Smith

Der er de bøger, der giver dig rande under øjnene af mangel på nattesøvn, og nervøse trækninger når de er uden for rækkevidde. Zadie Smiths ‘Om skønhed’ er ikke en af de bøger. Så er det sagt, og lad os så komme i gang med at brokke. 

Som lunkent medlem af Samlerens bogklub, får man indimellem en lille huskekage i form af en månedens bog der ikke lige blev afbestilt (som følge af Postdanmarks inkompetence og uvilje mod at levere det blad, der fortæller mig at det er tid til at afbestille!). Om Skønhed var en sådan huskekage – den dumpede helt tilfældigt ned fra himlen med vedlagt girokort, og så kan man jo lige så godt læse den.

Bogens omdrejningspunkt er en længere fejde mellem to førende Rembrandt-forskere, en konservativ-religiøs og en venstreorienteret-liberal. Sidstnævnte, Howard, er gift med, elsker (og bedrager hyppigt) Kiki, en sort big-mama fra Florida. Sammen har de tre vældig identitetsforvirrede børn, der lidenskabeligt dyrker hhv religion, intellektuelt snobberi og gangsta’-attiduden. En råkold vinterdag flytter rivalen og hans familie (inklusiv småskør kone og lækker datter) til byen, og får ansættelse på det samme universitet. Og, som de ville sige i DSS: Det udvikler sig HØJdramatisk….  

Eller nej, det gør det ikke. For hvad der måske egentlig kunne være blevet en spændende fortælling om jalousi, panikalder, intellektuel arrogance og raceskel drukner i stedet i en halvsløj oversættelse (der især bliver direkte tåkrummende når ‘de unge sorte’ fyrer den af med gansterslag – Yo Bro!), ligegyldige personbeskrivelser og et utal af løse ender. Faktum er i hvert fald, at jeg både undervejs og nu, efter endt læsning, er bedøvende ligeglad med om Kiki gik fra Howard eller ej, og om deres (irriterende) børn nu fandt ud af om de ville være sorte eller hvide.

Er der andre der har læst den, som kan komme med nogle formildende bemærkninger? Jeg har hørt at hendes debutroman, ‘Hvide tænder’ skulle være noget bedre…