Naiv.Super, Erlend Loe

Så fik jeg den endelig læst, den fra flere sider berømmede debutroman fra den småhypede nordmand.

Og den var godt nok temmelig forskellig fra både Volvo Lastvagnar og Doppler. Jeg læste den på et par timer, den var ikke til at lægge fra sig igen. Det er længe siden jeg sidst har været så meget på bølgelængde med en fortæller. Hans livsangst, dødsangst, kejtethed og ønske om at kunne frigøre sig fra den snigende følelse af at tingene ikke hænger sammen, er en af de bedste karakteristikker af det moderne menneske (nå ja, så læs da: ‘mig selv på en dårlig dag’) jeg længe har læst.

Vi har aldrig haft det bedre, kan blive hvad vi vil og få stort set hvad vi peger på – og hva så? Når nu tilværelsen alligevel, grundlæggende, føles helt helt forkert. Så hvad gør man?
Så køber man et hammerbræt, og synker ind i monotonien og det kontrollerbare. Koncentrerer sig om en og kun én ting, banker perspektivet tilbage hvor det hører hjemme. Og laver lister, masser af lister.

Og langsomt begynder tingene at hænge sammen igen. Tomrummene er der stadig, men de er måske ikke det vigtigste, når det kommer til stykket.

Er det ikke noget vi allesammen bliver ramt af indimellem, eller er det bare mig?

Sproget er også meget forfriskende. Simpelt, fragmenteret. Naivt og sansende. En lækker læseoplevelse at starte det nye år med, den er hermed anbefalet.