Igen skete det. En god uges tørke på bloggen her, og et deraf følgende indlæg uden nogen egentlig mening. Mest for at holde mig i gang og signalere at her stadig er en smule liv. Hvad er det ellers sket? Jeg har haft forrygende travlt med en hel del ustyrligt kedelige ting – heldigvis med interessante islæt. Jeg har været i oplæring som postomdeler. Trådt i en dampende frisk og cremet hundelort (med begge fødder- bor du på Guldbergsgade, undskylder jeg den ubehagelige lugt på din dørmåtte). Passeret de 80 venner på facebook (som jeg stadig ikke helt kan greje brugsværdien af), bagt en god kage og cyklet i regnvejr.
Så har jeg læst to bøger af Erlend Loe – det hører til de gode oplevelser. Jeg har haft lyst til at læse noget af ham siden jeg, på vej hjem fra Jylland, sad over for en fyr i toget som læste Volvo Lastvagnar og flere gange var færdig af grin over bogen. Det er som regel et godt tegn. Og det var også opløftende læseoplevelser begge to. Jeg kunne dog bedst lide 1-eren, Doppler. Her møder vi den badeværelsesrenoverende, hårdtarbejdende familiefar Andreas Doppler, der pludselig under og efter et cykelstyrt i en skov, indser at han er alt for flink & kompetent, og derudover heller ikke bryder sig om mennesker i al almindelighed – og derfor bliver han nødt til at flytte ud i skoven og leve som jæger & samler. Og det gør han så.
Styrken ved bogen er Loes legende, ukomplicerede sprog og hans skarpe udstillen af tomheden i den evindelige diskussion om hvilke kakler/blandingsbatterier/lokummer der skal op på badeværelset – noget, som for de fleste moderne mennesker svarer til Kierkegaards spring ud på de 70.000 favne og kan tage mange, mange uger at beslutte. Han får mig til at se at det også bor i mig (det var jeg nu godt klar over og frastødt af i forvejen). Men det fede er, at han også får mig til at grine af det.
Hvad Doppler oplever der ude i skoven sammen med elge, højrefløjshundeluftere, brugsuddelere og andet godtfolk, må du da virkelig selv læse dig til. Kom nu i gang.
Citat:
“…Eller Teletubbierne. Oh skræk, oh rædsel. Disse, undskyld mig, forbandede pseudonuttede figurer, der efter sigende skal være udviklet af britiske psykologer for at tilfredsstille små børns uransalige impulser og nysgerrighed. Det virker som ind i helvede, hvis man er to år, men for alle andre er det afstumpende. Tinky! Winky! Dipsy! Laa-Laa! Po! Teletubbies. Teletubbies. Sig HAL-LO! Man får lyst til at give dem en tur i kompostkværnen.”
Bonuscitat:
“Løgn er et glimrende virkemiddel, som mange bruger alt for sjældent. Det er utrolig effektivt. Man siger én ting og mener en helt anden. Fantastisk. “
7 responses so far ↓
Søren K // 1/10, 2007 at 2:32 |
Åhja. Loe. Han er nu smuk. Glæd dig også til Naiv.Super. og Fakta om Finland!
schjelde // 1/10, 2007 at 8:29 |
Nu var det jo retteligen også dig der gjorde mig opmærksom på hans eksistens på din bogblog. Du er hermed krediteret med mange tak.
Det er faktisk den første bog ever, der har fået min bedre halvdel til at bryde sammen i krampelatter. Det var den passage med forbrødringsfesten, de tre verdensreligioner, tandpastaen og forhuden, hvis du kan huske det. Mindeværdigt.
maltesen // 2/10, 2007 at 9:24 |
Jeg tror nu ikke, der er noget usundt i at holde små pauser på sin blog, hvilket jeg også selv gør fra tid til anden for at få inspiration, dyrke mine andre hobbies som fotografering f.eks
– nu har jeg selv skrevet blog i en lang årerække og tager det sådan rimelig let med, hvornår jeg skriver noget. Ingen dårlig samvittighed 
Jeppe // 4/10, 2007 at 2:17 |
Ude i skoven. Gad vide om han er inspireret af Thoreaus “Walden”?
Lind // 4/10, 2007 at 1:39 |
Jeppe: Det lyder ikke helt usandsynligt, selvom jeg forestiller mig (uden nogensinde at have læst Walden – eller Loe) at Loe er en god del mere humoristisk end Thoreau..
schjelde // 5/10, 2007 at 7:24 |
Jeppe. Har ikke den fjerneste anelse… Læs den og fortæl mig det
Erlend Loe « 2,4-dinitrophenylhydrazin // 11/10, 2007 at 4:10 |
[...] Jeg har opdaget, at den norske forfatter Erlend Loe er populær i blogland (se bare her og her). Og da jeg ikke vil stå tilbage for nogen, kommer her nogle tanker, som jeg har gjort [...]