Forkrampet skriveblokering

Wolla, det er hårdt at være ung og lovende retorikstuderende med things to do. Kender I konceptet med, at jo mere man ved om tingene, desto sværere bliver det rent faktisk at gøre dem? Det gælder selvfølgelig ikke i alle situationer, men lige nu hvor jeg sidder og spekulerer intenst over fortællerstemmer, fokus, disposition, evidentia og slige ting er det som om jeg får skrevet mindre og mindre på den artikel som faktisk gerne skulle blive resultatet af sliddet og skaffe mig 2,5 ects mere til samlingen.

Problemet med at sidde mutters alene og skrive om en café og mose rundt på deres hjemmeside er, at jeg konstant får lyst til en kold øl, nachos, snak, livemusik eller bare en velbrygget kop kaffe. Nå, sidstnævnte kan vel klares.

:pause:

Ah, det var godt. Det er utroligt som de sidste 500 ord er de sværeste. De kommer vel i aften når jeg skal ind og reseache – alene. Hvad er det lige der er med at gå på café alene? Især et sted hvor der er 98% chance for at støde ind i et perifert bekendskab som så kan tænke ‘nå da, Annie går nok på café alene – en onsdag aften!’ Men halleluja for bærbar computer, kaffe, cigaretter og en ophøjet vigtig mine, der forhåbentlig kommer til at udstråle at jeg altså ikke sidder herovre i hjørnet for sjov, men fordi det jeg laver er meget, meget vigtigt!

Lalalala… Nå, skulle jeg skrive lidt? Jamen jeg skriver jo. Men ikke på det jeg skal skrive. Kom op i gear, du kan jo godt, det er slet ikke så svært når man først får det lært. Lalalala… Pjækkede jeg virkelig fra undervisning for dette?

Hm, jeg er sulten…

:pause:

…Og still going strong. Mad er godt. 1354 ord og godt på vej mod de 2000, resten er jo peanuts, ren walkover. Det skal bare lige vinkles, slibes, skærpes og hvad ved jeg når den her kop kaffe er drukket. Nogle vil påstå man bliver sær af at sidde hjemme en hel dag og glo ned i et tastatur. Jeg vil give dem ret, på et tidspunkt tar man sig selv i at tysse på computeren fordi blæseren går helt amok og overdøver Efterklang på anlægget – er det et symptom på noget? Eller at tale til sin blog. Det er nok heller ikke helt sundt. Medier om medier, som Anders og Anders ville ha sagt det. At tale om at tale om sagen i stedet for at gøre noget ved det. At skrive om det at skrive fordi man ikke kan tage sig samme til det man skal skrive. Og vil man ikke stå ved at man er en slapsvans uden rygrad og arbejdsmoral kan man altid skjule sig bag det skønne upersonlige ‘man’, uhn – I’m lovin it! Ren meta, det er det de unge vil ha. Nå, hvor kom vi fra.