Misundelse og materialisme.

… Hænger sammen på smukkeste vis, har jeg fundet ud af. Mere vil have mere, eller som prædikeren siger det: ‘Alt menneskets slid tjener munden, men aldrig stilles sulten.‘ Jeg kan nogle gange undre mig over, så svært det er at være tilfreds – sådan rigtig grundglad for tilværelsen, som den nu engang er.

Når jeg kigger mig rundt, kan jeg nærmest blive svimmel over så mange velsignelser jeg har fået kastet i nakken: Et godt hovede, en dejlig familie, søde venner, et spændende studie, et velfungerende helbred, et fast sted at bo i Danmarks fedeste by – endda sammen med ham jeg allerhelst vil bo sammen med.

Alligevel kan jeg ofte tage mig selv i at ville have mere – ikke på en sund, ambitiøs måde, men på en rigtig irriterende og utilfreds måde. Det er især blevet tydeligt, efter vi har købt andel – hver gang jeg hører om nogen som har købt en der er større eller billigere (eller værre endnu: større OG billigere – og det sker ikke så sjældent) kommer der en gnavende følelse af snydthed, mindreværd og misundelse, som er grusomt irriterende. Det er en form for irrationelt, personligt nederlag at det ikke er MIG som har en treværelses ud mod søerne, og jeg hader den der medlidenhed, jeg bilder mig ind at kunne se i øjnene på folk, når jeg fortæller hvor få rum vores hjem har og hvad vi har givet for det.

Og det er jo lamt. Tæskelamt. Hvem siger at livskvalitet- eller bedre endnu: livsglæde, er ligefrem proportionel med antal kvadratmeter, antal iPods, antal tv-kanaler og størrelsen på mit bredbånd? Det er der nok ikke nogen som vil påstå, men ofte opfører jeg mig desværre som om det er sådan tilværelsen hænger sammen.

Jeg har lyst til at lukke af for det, eller øve mig i det. For det forhindrer mig i at være tilfreds og taknemlig for det jeg har, og det er for fesent. Bevidst simple living – det er det, der skal dyrkes. Så kommer grundglæden nok hen ad vejen.

Edit: Det er sltså ikke så depressivt som det lyder – tværtimod, nu har jeg jo bestemt mig for at droppe utilfredsheden!