ca 2 mdr. ved kølig opbevaring

For vi har endelig fået en længe ventet familieforøgelse leveret her til morgen. Betragt: Den Nye Mac. Så kan jeg have min i fred, det er ikke at foragte.

Ellers? Joh, sommerferie - helt ned i gear. Og en skriveblokade på størrelse med Falster, der kun blir værre som de interessante hændelser hvilsler om ørene på mig uden at blive blogget. Oh well, vi vender tilbage på de lange og triste efterårsdage hvor der alligevel ikke er andet at lave. Lige nu er der nemlig en hel masse ingenting der kræver min opmærksomhed!

Gad vide hvor ofte Arla maler lastbilerne?

Versaladr

Er det ikke et fantastisk udtryk? Versal-adr. Jeg faldt over det i indlægget her på Taletank - endnu en af de mange gode retorikblogs jeg har fundet i løbet af denne relativt indholdstomme arbejdsdag. En bunke links følger ved lejlighed.

Versaladr (er det mon et navneord?) betegner en tendens til at versalere i øst og vest. Jeg er også selv skyldig i forbrydelsen, mest fordi jeg synes det er sjovt at kunne give Ganske Almindelige Vendinger ekstra pondus og autoritet - for det er jo det, der sker når vi versalerer ord og begreber. De bliver officielle, autoritative og uimodsigelige - enestående, faktisk - for versaler er jo oftest noget vi forbinder med egenavne. Og pludselig er positiv psykologi eller evangelisk luthersk missionsforening* forvandlet til Positiv Psykologi (The one and only, alt andet er negativt!) og Evangelisk Luthersk Missionsforening (de andre lutherske missionsforeninger er - modsat denne - uevangeliske(?)).

Supersmart, og supersjovt i al sin cheasyness.

*Og se hvor sjovt - versaleringen forvandler faktisk her beskrivelsen (en missionsforening som er evangelisk & luthersk) til et egenavn.

Jeg har haft et blødt punkt for Helle Helle siden vi læste hendes “Hus og hjem” i gymnasiet. De åbne slutninger og alt det der ikke siges, provokerer og udfordrer mig - man skal ikke læse for hurtigt i hvert fald. Hun er efter min mening stærkest i romanformen (eller også er det bare mig der generelt foretrækker romaner frem for noveller).
Og “Ned til hundene” er klart det fedeste jeg har læst fra hendes hånd. Det er SÅ stramt, så underspillet, så eventyrligt almindeligt at det skriger til himlen - 158 siders rendyrket poesi. Her får I lige starten:

Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted. Jeg har kørt rundt med bus i flere timer, nu sidder jeg på en vakkelvorn bænk helt ude ved kysten. Her er der ingen færger. Kun en pram, der fragter kreaturer frem og tilbage til en ubeboet ø.
Jeg bor i et parcelhus med mange vinduer ud mod vejen. Måske havde det hjulpet at pudse nogle af de vinduer. På den anden side kan man ikke se ud for bare stedsegrønt. Det var en våd sommer sidst, det stedsegrønne voksede som ind i helvede. Nu er det vinter, og jeg skal ikke mere hjem. På dette tidspunkt plejer jeg at sove lidt i sofaen. Bjørnvig fryser en vorte.

Hovedpersonen - Bente (som hun kalder sig, uden egentlig at hedde det) - er gået sin vej fra en gigantisk skriveblokering og et skrantende ægteskab. Hun ender et sted omkring Lolland, hvor hun bliver samlet op af Putte og John. De har masser af tid for “vi går alligevel bare her med vores piskesmæld” og så drikkes der ellers kaffe til den store guldmedalje. Små ting, store ting, fløjtenisser, hundefløjter, trafikuheld og lottokuponer. Et fantastisk persongalleri, især naboen Elly er præcis så enerverende som dén type gamle damer er i virkeligheden. Og maden, der fylder præcist lige så meget i romanen som den egentlig også gør i det vi kalder virkeligheden.

Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig med den croissant med hønsesalat. Jeg beholder handskerne på mens jeg spiser, dejflagerne drysser ned i skødet på min frakke. Jeg er toogfyrre år og stadig ude af stand til at tage ved lære. Jeg spiser croissanten fra midten, og jeg har ingen servietter med.

Undervejs som historien skrider frem, stiger intensiteten. Små hændelser folder sig ud til store forviklinger, men hele tiden under overfladen, mellem linierne. Som kun Helle Helle kan gøre det. Tag nu og læs den, for historiens skyld, for fløjtenissens og for din egen.

Hænger vi stadig i med den retoriske kritik. Der mangler nu kun en god håndfuld taler frem mod eksamen d. 19, og vi er ved godt mod! Har endda fået temasang og alt muligt… Jeg er mere træt af madpakker end ord kan beskrive og har nok også lagt lidt for mange penge i KUAs kantine, men fred være med det for arbejdet bærer frugt. Vi blir klogere og klogere og blegere og blegere.

Den strukturerede plan over den sidste uge

Den sørgelige virkelighed

Yes, sådan gør man en læseferie med tidligt op og sent i seng tålelig - i hvert fald et par timer om formiddagen…

Det er godt nok længe - meget længe - siden jeg sidst har gjort det. Men igår kom der lige en and med 9(!) teenageællinger svømmende forbi, mens jeg sad i solen med mit tørre frokostbrød og udsigt til en endeløs omgang retorisk kritik. Der var kun ét at gøre: De måtte fodres. Langsomt. Og hvor er det hyggeligt, sådan en gang betinget venskab! De fik guf, jeg fik adspredelse, og så var alle glade.

Ja, det var lidt svært at få alle med på ét billede - men der var altså 9.

Jow jow, jeg lærte dem også tricks! De kan hoppe forbløffende højt, sådan nogle små klumpede størrelser.

Læsegruppemøde og planlægning af de næste tre ugers arbejde. Nu med guldtush, plancher og andet Strategic Buisness Management-gejl. Fik jeg nævnt, jeg elsker kontrol? Det blir stort, det her.

Jeg var træt af mit template.

Og jeg er træt af navnet på min blog. Det er bare ikke særlig fedt længere… Jeg ved ikke om det nogensinde har været det, måske fungerer citater bare bedst som citater og ikke som titler. Og det er vel også legalt at skifte navn efter halvandet år?

Så nye forslag vil blive modtaget med tak! Sproglige fiksfakserier eller catchy musiklyrik er på forhånd et hit - men overrask mig! Nej, der er ingen præmier bestående af udvalgte artefakter fra mit hjem, så I kan trygt foreslå. Kun æren.

Det er længe siden der sidst er sket noget på bogfronten. Jeg har læst, men ikke rigtigt gidet skrive… Men nu føler jeg mig forpligtet til det, for jeg vil gerne komme med en advarsel: Tro ikke på hvad Gyldendal skriver, tro ikke på alle de fine anmeldelser, lad dig ikke narre af den kommende filmatisering, kort sagt: Hold dig fra Stormland!

Det var endnu et bogklubs-hovsa, og den har taget ueeendelig lang tid at læse. Vi snakker plus én måned, det er meget i min verden, flere bøger nåede sideløbende at overhale indenom. 

Måske er det oversætterens lidt middelmådige præstation, min egen uvidenhed om islandsk kultur og mentalitet, mit manglende kendskab til den højtyske kultur- og filosofiskat (Goethe, Nietszhe og de andre drenge) som hovedpersonen er stor, stor fan af, måske var det bare at hovedepersonen hed noget så kækt som “Bøddi”, der gjorde det.
Måske var det fordi jeg sideløbende læste Rushdie, og så kan Politiken skrive nok så meget om “Stormland er skrevet med sproglig vildskab, krasse ordfarver og en ond vitalitet, som står op fra siderne som sorte knytnæver og små pistolskud”  men det når ikke ham den grimme brite/inder til knæene!

Jeg tror der er noget uforløst potentiale i Helgason, men måske mestrer han ikke helt formen endnu, måske mener han det ikke nok når han skriver nedladende om det moderne menneske som “colakvæg” (men i øvrigt et meget grineren ord!). For vil man skrive kulturkritisk, så har man immervæk bare at mene det! Ellers kommer det nok til at lyde lige så hult som bogen her, og virke lige så fremmed og akavet som hovedpersonen.

Jo jo, den havde da sine øjeblikke, det er ikke skidt alt sammen. Men livet i almindelighed og læseferien i særdeleshed er bare for kort til middelmådige bøger. Weiter gehen!