Dickens og De Unge Mødre

Og det blev Kulturel Fredag, også på Nørrebro. København Læser lokker og Lind og jeg havde besluttet at lægge hårdt ud med “En stemningsfuld aften med Charles Dickens og Punch i Lygten Station. Jounalist, kritiker og Dickens-ekspert Lars Bukdahl i samtale med Jounalist Kurt Hollesen om Charles Dickens’ liv og forfatterskab” og det lovede jo meget godt, kan man sige. Der skulle også være punch!

Kulisserne var stemningsfulde på Lygten station, hvide duge, stearinlys og to polstrede, røde læderstole der indbød til samtale om en gammel englænder. Efter den indledende mikrofonjustering lagde Bukdahl flydende ud med lidt til masserne, om fascinationen af Dickens og hvorfor det er, han får det samlede danske litteraturparnas, både før og nu, til at blegne. Vores eget forkendskab til Dickens begrænsede sig til lidt Oliver Twist og Et Juleeventyr, og udover en enkelt trettenårig var vi vist de yngste i lokalet.

Men nok med de indledende manøvrer. Vi må til det. For det gik jo hverken værre eller bedre end at vi var havnet til det nærmeste man kommer en årlig generalforsamling i Dansk Dickensselskab. Og vi kunne være gået derfra glade og oplyste, hvis det ikke var for én mand. Én mand og en mikrofon.

Det er det mellem linjerne, de tomme pladser, der siger mest. Men hvis man lader det fylde for meget…

Altså, jeg hopper og danser på tastaturet, for jeg kan stadig ikke helt rumme det. Kurt. Som ikke helt kunne greje den der mikrofon. Og talte meget langsomt. Og fandt på hvad han skulle sige ord for ord. Og brugte de der talende pauser meget. For meget. Vi. Taler. Sætningsemner. Med. Pauser. På. Op. Til. Otte. O-T-T-E. Sekunder. Man glemte ganske enkelt hvad han talte om, mens han talte. Jeg kan i skrivende stund ikke huske et ord. Bortset fra at han har besøgt begge de huse Dickens har beboet. Bukdahl havde kun besøgt det ene af dem.

Vi begyndte at sidde lidt uroligt på stolene. Nede bagerst i hjørnet, heldigvis. Hvem knækker først? Vi er vel kulturelle mennesker, for Søren – der ikke lader sig slå ud af lidt no-sense slowtalk. Og så alligevel. Tics. Nervøs fnisen. Spejden mod udgangen og kiggen på klokken. Bukdahls indlæg kommer som små oaser, men det er bare ikke nok!

I pausen knækker vi, snupper vores punch og glider mod udgangen, håndtegn til den trettenårige der livstræt sidder med mobilen ved siden af sin rødskjortede, læderbebuksede far med glimt i øjet og “kloge børn keder sig ikke”. Hun kommer nok ud på den anden side som et stærkere menneske.

Døgnnetto: Kakaomælk. Hjem i sofaen: De Unge Mødre. Ah. Og nu: Det Nye Talkshow og Anders Lund Madsen der taler bornholmsk med Sussi og Leo, jamen altså…:-)

De er skæve og vinde

Genpostet fra retorikbloggen. Fordi jeg er stor fan af ordsprog og mindre stor fan af Brian Mikkelsen – og når så selvsamme Mikkelsen giver sig til at slynge den skamskudte bjørn rundt over åen i retning af glashuset med mel – eller nok nærmere uld i munden, ja så kan man ikke andet end sukke dybt og undre sig over hvad de lærte i skolen dengang?

Burkaobservation på facebook

En bekymret far:

Og det var lige den ene post der reddede mig fra en måneds tørke!

Hvad ellers kan siges er, at jeg i dag har været til en jobsamtale, hvor jeg først formåede at sprøjte danskvand ud over det meste af bordet, og siden blev voldsomt distraheret af (lyden af) en flok får (JA! På Sjællandsgade, 2200). Hvad det kom til at betyde for min samlede præstation tør jeg ikke helt gisne om.

*Billedtekst: Kåre er bekymret for hvad et evt. burkaforbud må betyde for den forestående barnevognskørsel

Apropos læseoplevelser

Så er Anissi tilbage på bloggen, med netop et par posts om det at læse skønlitteratur – jeg hepper på at hendes bloggelyst holder længere denne gang. Konceptet kan vi godt lide!

Dan Brown, Engle & Dæmoner

DET ER PAVENS KAMMERHERRE DER ER SUPERSKURKEN OG DEN GODE VIDENSKAB VINDER OVER DEN ONDE KATOLSKE KIRKE TIL SIDST!

Kort version: Sådan. Nu har jeg lige sparet dig for 448 siders læsning, for listen over de ting du ville kunne bruge tiden bedre på er lang. Selv tak.

Lang version: Dan Browns forfatterskab er lidt ligesom en trafikulykke. Det er ikke kønt, det burde ikke være sket – men man kan alligevel ikke, når man cykler forbi de blå blink og forvredne køretøjer, lige lade være med at kigge – for der er noget grundlæggende fascinerende ved menneskelig ulykke i al sin væmmelighed. Og ligesådan med dårlig litteratur, som jeg tidligere har bemærket.

Er der slet ikke noget godt ved Engle & Dæmoner? Jo, altså. Den har, ligesom Da Vinci Mysteriet, et grundlæggende spændende plot. Den kække helt og den smækre heltinde er dejlig ukomplicerede at forholde sig til i al deres endimensionalitet (og ja, selvfølgelig får de hinanden til sidst). Den er letlæst og der er fart over feltet, de korte kapitler slutter næsten hver gang med en cliffhanger som gør at man er nødt til lige at tage en bid mere. Eksempler:

…Den moderne civilisations vugge. Og i dens midte… en tikkende bombe.

Manden slog en rå latter op. “En viljestærk kvinde. Det lyder interessant. Det kan være, at jeg finder dig, før denne nat er omme, og når jeg gør det…” Ordene blev hængende i luften. Så var han væk.

Så gik hele arkivbygningen i sort som et stort dyr, der udåndede. En eller anden havde afbrudt strømmen.

Manden i den anden ende talte med kraftig arabisk accent “Hør godt efter” sagde han “Om et øjeblik vil jeg ændre dit liv.”

Et øjeblik efter styrtede hun rædselsslagen hen over gulvet “Robert” Robert!”

Inde fra det pavelige kontor lød et hårrejsende skrig. Det var kammerherren.

Alt dette er vel kvaliteter af en slags. Det sørgelige (og det som gør at bogen her ryger i kassen med pivringe litteratur, hvis funktion er at skærpe min smag for den gode af slagsen) er, at plottet og tematikken grundlæggende er en kopi af Da Vinci (eller var det omvendt? Ligemeget), og det er bare så tyndt. Metaforikken er stendød, oversætteren en joke (“han tog hans kappe og løb ud af døren”) og hele tiden kan jeg ikke slippe den tanke at der faktisk sidder mennesker derude som tror, at bogen indeholder faktuelle, troværdige oplysninger om andet end pladser og kunstværker i Rom*. Brr.

Så hvad skal jeg nu gå i gang med at læse?

*Efter Da Vinci blev hver anden lægmand pludselig konspirationsteoretiker som mente at have gennemskuet kirkens tusindårige bedrag, dog uden at gøre sig den ulejlighed at krydstjekke de fremkomne sensationelle oplysninger om f.eks Thomasevangeliet med en simpel encyklopædi eller endda (gys og gru!) kilderne selv. Nok om det – don’t push the button.

Ferieprojekt nr. 101

…hjemmelavet nutella. Tjek.

2 dele chokolade
2 dele honning
1 del ristede hasselnødder
lidt vand

Chokoladen hakkes. Hasselnødderne hakkes lidt og ristes på en tør pande. Derefter (stav)blendes de med chokoladen, honningen tilsættes, blend videre – og så lidt vand (blend videre) til det har den konsistens du kan lide. Enjoy – og tak, Klaus!

Alt godt har en ende

Eller i hvert fald noget af det. Det ser lidt ud som om at adblockere er ved at finde vej ud til den brede befolkning, ellers ville Berlingske vel ikke besvære sig med at afskære mig fra deres nyheder. Øv, altså! Men hvis jeg partout skal stilles overfor valget mellem gratis nyheder hos Berlingske eller blinkende bannere med pandaer, politikere og biler i alle regnbuens farver, så er det faktisk ikke så svært…

Men – set i forhold til diskussionen om Aidonline, så er det vel egentlig lige så undergravende for de gratis sites eksistensberettigelse at jeg nægter at se på reklamerne, som når Aidonline tryller et andet billede ind i stedet for det som sitet bliver betalt for at have, eller hvorn? Er jeg nu skurk alligevel?

(Og til dem der undrer sig over hvorfor i alverden jeg pludselig begynder at blogge igen efter så lang og larmende tavshed, så er svaret naturligvis, at jeg netop nu burde sidde og skrive på noget helt andet…)

Gider I lige?

Føje Skiftingen til jeres rss-reader? Det er Jeppe, og måske en dag Rasmus. Det er faktisk ret godt, hvis man er til psykologi, kunst, feminisme og ukontrollable svinere – men vi er kun to der kommenterer, så der er lidt stille. 

Tak herfra.

Cykel før og efter

Bedre sent end aldrig og så videre.

Før:

Efter:

Tulipantræ ved KUB Nord

Min udsigt fra læsesalen. Kan jeg bebrejdes at det er småt med skriverierne? Ethvert nogenlunde normalt menneske vil da tusind gange hellere kigge på de der hvide blomster og lysegrønne blade, end skrive en dum rapport.